Frø indeholder små plantefostre – kaldet kim – som bliver holdt i et fosterstadie, indtil de omgivende forhold er ideelle til plantens modning.
Hvilke forhold varierer fra plante til plante, men generelt er vand afgørende for spiringsprocessen. Desuden er temperatur og belysning vigtigt – for meget eller for lidt varme kan fx bremse spiring, mens nogle frø hæmmes af lys og andre af mørke.
Kimen er beskyttet af en frøskal, som typisk består af hårdt væv fra moderplanten. De fleste frø indeholder også frøhvide – en blanding af stivelse, proteiner og fedt.
Når plantefrøet suger væske til sig, bliver frøhvidens næring nedbrudt til mindre komponenter, som kimen bruger til at vokse.
Fugt vækker plantefosteret til live
1. Plantefrø svulmer op
Væske trænger ind i plantefrøet, som svulmer op og aktiverer celledelinger i plantekimet (hvid). Proteiner omdanner frøhviden (gul) til glukose og aminosyrer, og kimet begynder at vokse.
2. Plantefoster bryder ud
Når kimet er vokset tilstrækkeligt, bryder kimroden ud gennem skallen og vokser dybere ned i jorden. Her udvikler den et lille rodnetværk, der suger vand og næring til sig.
3. Ung plante skyder op
Den øgede mængde vand og næring får kimstænglen til at vokse op gennem jordoverfladen. Når lyset rammer de spæde kimblade, overtager fotosyntesen plantens videre vækst.
Halen, der stikker ud fra et nyspiret frø, er kimroden, som er afgørende for plantens videre spiring, da den danner et lille netværk af rødder, så kimplanten kan optage mere vand og næring fra jorden.
Herefter skyder selve kimstænglen op mod jordoverfladen. Afhængigt af plantearten foldes et eller to kimblade ud. Herefter er den spæde plante klar til at modtage sollys og lave fotosyntese, så den kan vokse yderligere.