Hvorfor vokser træerne ikke ind i himlen?

Træer bliver ikke ved med at vokse. Hvad sætter egentlig grænsen for deres vækst?

Nogle træarter kan leve i flere tusinde år, og derfor skulle man jo tro, at de kunne vokse til enorme højder. De fysiske love sætter dog en grænse for træernes vækst. Det skyldes den måde, som vandtransporten op gennem træet foregår på. Vandet passerer gennem små hule rør i stammen. De løber fra træets rødder, der optager vand fra jorden, og ud i grenene til hvert enkelt blad. Processen drives passivt af fordampningen fra bladene. Den trækker nyt vand fra grenene ud i bladene, og det trækker igen vand fra stammen ud i grenene. For at mekanismen kan fungere, skal der være en sammenhængende vandsøjle helt fra rødderne til de øverste blade på træet. Mens vandet stiger op gennem stammen, forsøger tyngdekraften dog hele tiden at trække det ned igen. Før eller senere bliver træet så højt, at tyngdekraften er større end trækket fra fordampningen. Så “knækker” vandsøjlen, og træet holder op med at vokse, fordi det ikke længere kan forsyne sine øverste blade. Den amerikanske redwood og visse australske eukalyptusarter er de træer, der bliver højest. De højeste nulevende eksemplarer er ca. 112 m.