Rød blomst

Kan Viagra give planter oprejsning?

Havefolk påstår, at Viagra kan genoplive blomster der hænger med hovedet. Har pillerne virkelig samme effekt på planter, som de har på mennesker?

Mange haveentusiaster rundt omkring i verden påstår, at Viagra kan genoplive blomster, der hænger med hovedet. Og videnskaben støtter faktisk påstanden.

Det aktive stof i Viagra er kvælstofoxid, en kombination af kvælstof og ilt med den kemiske formel NO. I ren form er kvælstofoxid en luftart, som faktisk er giftig. Hos mennesker påvirker NO blodkarrene i kroppen og får dem til at slappe af og udvide sig.

Udvidelsen øger blodgennemstrømningen, og det er denne effekt, der kan hjælpe personer med rejsningsproblemer.

Hos planter spiller kvælstofoxid også en vigtig rolle. Når planter optager stoffet, har det blandt andet den virkning, at de såkaldte læbeceller i bladene lukker sig.

Når læbecellerne lukker, bliver fordampningen af vand fra planterne enten bremset eller helt stoppet.

Den vigtigste grund til, at en buket blomster begynder at falde sammen, er vandmangel: vandet fordamper simpelthen hurtigere, end planterne kan nå at optage mere vand.

På den måde kan kvælstofoxiden i Viagrapillerne hjælpe planterne med at holde balancen mellem vandoptag og fordampning.

Virkningen er dog kun midlertidig. Før eller siden begynder planten at bukke under for vandmanglen, og så kan selv nok så meget Viagra ikke hjælpe.