Hvorfor transporteres benzin og gas i cylindre?

“Ville man ikke udnytte pladsen bedre, hvis man brugte firkantede tanke?”

Orange-gas-cylinder
© Shutterstock

Der er flere gode grunde til at transportere fx mælk, benzin og flydende kvælstof i runde tanke. Den vigtigste er, at en cylinder er meget stærk, populært sagt fordi trykket fordeler sig meget jævnt i en rund konstruktion. En firkantet tank ville være mere rummelig, men til gengæld er den ikke det, teknikerne kalder trykneutral. Kommer en firkantet tank under tryk, har den en tendens til at rette sig ud, så den netop nærmer sig den runde facon. Den stærkeste konstruktion ville være en kugle, men den rummer ikke så meget – en cylinderformet tank er derfor et godt kompromis mellem styrke og rummelighed. Da runde tanke fordeler vægten og trykket godt, behøver de heller ikke at være så tykke, og dermed bliver tankens vægt ikke så stor. Fx er tanken på en mælkebil typisk ikke mere end tre mm tyk. Tanken på biler, der kører med gas under tryk, er dog langt tykkere.