Miljøkatastrofe: Olien fossede ud

Fra Illustreret Videnskabs Årbog 2010
En boble af metangas stiger op gennem det over fire kilometer lange rør under boreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf. Kl. 9.45 rejser der sig en 70 meter høj gejser af havvand, gas og mudder. Kort tid efter udløser gassen en eksplosiv brand, og snart er boreplatformen omspændt af flammer.

Redningsfartøjer strømmer til, men heden fra branden er voldsom. En kaptajn fortæller, hvordan varmen ligefrem smelter malingen på hans fartøj, men ikke desto mindre lykkes det at redde 115 af de 126, der var om bord på Deepwater Horizon. Selve boreplatformen lykkes det derimod ikke at redde, og efter at have brændt i 36 timer kollapser den store konstruktion og synker til bunds. Den lander på bunden 1500 meter nede, cirka 400 meter fra det sted, hvor boret går ned i havbunden. Den tager borerøret med sig i faldet, og det brækker så uheldigt, at den såkaldte BOP – blowout preventer – bliver sat ud af spillet. Dens opgave er ellers at hindre udslip, men nu er der frit løb for olien nede fra dybet. Trykket i feltet er højt, og snart strømmer det ud med brunlig råolie.

Det er olieselskabet BP, som står for boringen, der er en af en lang række boringer på meget dybt vand i Den Mexicanske Golf. Golfen er et af de steder, hvor jagten på olie for alvor er rykket til havs. Det gør den i stigende grad, fordi nogle af verdens største olieforekomster menes at befinde sig under havbunden; bl.a. menes der i Arktis at være store uopdagede felter.

Erfaringen med at bore efter olie på stor dybde er endnu beskeden, og går det galt, er det svært at gøre noget. Det må BP snart sande, for kort efter eksplosionsbranden på Deepwater Horizon må olieselskabet nødtvunget erkende, at det ikke har nogen plan B, der kan stoppe udslippet af olie. Samtidig viser optagelser med kameraer på fjernstyrede mini-ubåde, at olien vælter ud fra det knækkede borerør i langt større mængder, end BP i første omgang oplyser.

Udslippet sker halvanden kilometer under havoverfladen. Mørket er totalt på denne dybde, og trykket enormt – ca. 150 atmosfære. Havvandet er kun fire grader, og det er netop vandets lave temperatur, der får BP’s første forsøg på at bremse udslippet til at fejle. En tung klokke sænkes ned over boringen i håbet om at lede olien op gennem et rør. Røret udgår fra klokkens top, men kulden får de såkaldte gashydrater i olien til at størkne og dermed blokere for røret.

Imens begynder olien for alvor at dukke op på havoverfladen. Snart breder en glinsende oliepøl sig over så stort et areal, at den er synlig fra satellitter. Til forskernes overraskelse bliver en betydelig del af olien dog nede i det dybe vand, hvor den danner store, undersøiske plamager af olie. BP forsøger med vekslende held at afbrænde noget af den olie, der ligger på havoverfladen, ligesom der bliver udlagt hundredvis af kilometer flydespærringer, der skal hindre olien i at nå land. Det lykkes til en vis grad at holde olien væk fra de lavtliggende øer og store marskområder, hvis flora og fauna er meget følsomme over for forurening. Men fisk og rejer begynder at få en bismag af olie, og i en stor zone bliver der udstedt fiskeforbud. Zonen udvides senere, så den dækker omkring en tredjedel af Den Mexicanske Golf, der normalt er storleverandør af fisk til det amerikanske marked.