Efterårsvindens stille susen bliver med ét overdøvet af skramlende metal fra tunge rustninger og våben. Tusindvis af franske soldater og riddere marcherer i år 1356 side om side mod endnu et af hundredårskrigens blodige opgør – slaget ved Poitiers.
Adskillige tons metal er blevet brugt til at udruste denne hær: Alt afhængigt af rang og rigdom bærer ridderne enten en næsten 25 kg tung pladerustning eller en ringbrynje, der vejer ca. 15 kg.
Hoved, hænder og fødder er også dækket af stål. Alene de 500 riddere bærer sammenlagt mindst otte tons metal. Dertil kommer alt det stål, som er blevet brugt til at udruste de 17.000 fodfolk og 3.000 bueskytter.
Alt det tunge panser er dog ikke til megen hjælp for mere end 2.500 soldater, som snart vil møde deres endeligt ved Poitiers – heriblandt en stor del af det franske ridderaristokrati. Ligesom kongen blev taget til fange.
Blodig krig hærger Europa
Siden 1337 havde Frankrig og England kæmpet om retten til den franske krone.
Begge lande oprustede som aldrig før for at få overtaget i den lange konflikt. Rivaliseringen kunne især ses i metalproduktionen, som blev øget voldsomt.
Rovdriften var nødvendig for at skaffe de mange tons jern, som skulle bruges til våben og rustninger.
De engelske miner kunne ikke imødekomme kongens efterspørgsel, så landet måtte importere tusinder af tons jern fra bl.a. Baskerlandet og den østrigske provins Steiermark.
Historikere har anslået, at en veludrustet hær skulle bruge ca. 500 tons jern til at blive krigsklar, men i realiteten var den dobbelte mængde nødvendig pga. spild under produktionen.
Jern blev en mangelvare under krigene i middelalderen.
Kirken krævede også jern
Europas hære sukkede efter metal, men heller ikke bønder, håndværkere eller kirken kunne undvære jern.
Selvom en stor del af metalproduktionen blev anvendt til våben og rustninger under hundredårskrigen, var metal også en efterspurgt vare blandt de civile. Fx til bondens plovskær og hestesko eller håndværkerens værktøj og søm. Også kirkebyggerierne krævede jern til bl.a. løftesystemer og de store, tunge kirkeklokker.
Da Newland kirke i England i 1341 blev ombygget, spekulerede biskoppen af Llandaff derfor i at få fingre i nogle af Forest of Deans givtige jernminer. Han krævede af kong Edward 3., at en tiendedel af nabolagets jernudvinding gik til kirken for at dække sit jernbehov.
Arkæologiske udgravninger på engelske kirkegårde har desuden afsløret, at klokkerne tit blev støbt ved selve byggeriet. Klokkestøbere rejste ofte fra kirke til kirke for at tilbyde deres arbejdskraft.
Jernudvindingen forløb dog ikke uproblematisk: Tidligere kunne jernmalmen endnu brydes tæt på jordoverfladen. Men i 1300-tallet var hovedparten af de lettest tilgængelige malmlag udtømt, og Europas herskere kunne kun drømme om de store mængder malm i undergrunden.
Ingen anede nemlig, hvordan de skulle lede det indtrængende grundvand væk fra dybe mineskakter og hente jernmalmen op til overfladen.
Pest får prisen til at stige
Flere hundrede år tidligere, i romertiden, kunne minearbejdere grave dybe skakter ned til de malmførende lag.
Problemet med indtrængende vand havde de løst med forbundne vandhjul, drevet af slaver, der løftede vandet op fra minens bund og holdt gangene tørre. Arkæologer har fx fundet en romersk mine i Spanien med spor efter 32 vandhjul, som tilsammen gav et løft på næsten 80 m.
Men efter Romerrigets sammenbrud gik denne viden om minedrift tabt. Og oveni hærgede pesten i midten af 1300-tallet og kostede, anslår historikere, mellem 30 og 60 pct. af den europæiske befolkning livet. Heller ikke minearbejderne slap for den sorte død.
Kombinationen af krig og pest fik jernets værdi til at stige helt uhørt over hele Europa. I årene fra 1350 til 1400 mere end tredobledes prisen.
De krigsførende nationer måtte derfor tænke i nye baner, og i slutningen af 1300-tallet begyndte de at satse massivt på at forbedre teknikken bag jernudvindingen.
Mineskakterne bliver dybere
Den vigtigste nyskabelse var vand- eller hestedrevne pumper, der skulle lede vandet væk fra minerne. Pludselig kunne de oversvømmede miner, der havde været lukket siden romertiden, genåbnes. Og i 1400-tallets England lykkedes det arbejderne at grave nye miner hele 50 m under jordens overflade.
Snart blomstrede jernudvindingen i Europa, men især ét område skilte sig ud: Den østrigske provins Steiermark fremstillede ca. 2.000 tons jern om året, mens hele England til sammenligning kun frembragte den halve mængde.
I forhold til dagens Østrig, som fremstiller over 2 mio. tons jern årligt, var de 2.000 tons kun en sjat – men alligevel nok til at gøre Steiermark til en af datidens førende jernproducenter.
Det kunne ses på skovene, hvor Steiermarks minearbejdere hentede tømmer til at afstive skakter og gange. Omkring byen Eisenerz gjorde arbejderne i 1400-tallet et så stort indhug i skovene, at den tysk-romerske kejser så sig nødsaget til at udstede den såkaldte Waldordnung, som regulerede skovhugsten, for at sikre den fremtidige minedrift.
Minerne er dødsfælder
Bag jernproduktionen lå et hårdt slid. Nede i gangene hersker mørket, og støv var en konstant plage for minearbejderne. Partiklerne satte sig i lungerne og var årsag til kronisk hovedpine, åndenød og sviende øjne.
Ud over støvet skulle minearbejderne også tage sig i agt for den konstante fare, der bogstavelig talt hang over deres hoveder hver eneste dag.
De risikerede at brække knogler, blive slået til krøbling eller i værste fald miste livet, hvis de blev ramt af nedfaldne klippesten eller snublede på de spinkle stiger. Hvis afstivningen i gangene kollapsede, eller en oversvømmelse overraskede dem, var minearbejderne prisgivet.
Allerede i middelalderen begyndte kimen til de første fagforeninger derfor at opstå i minerne. Specielt de tyske arbejdere dannede såkaldte Gewerkschaften – lav – som var med til at forbedre sikkerheden. Fx aftalte sjakkets talsmand arbejdsforhold med mineejeren.
Soldater angriber minerne
Men problemer med arbejdsforholdene syntes ubetydelige, når minearbejderne blev inddraget direkte i herskernes stridigheder.
Under slaget ved Poitiers i 1356 vejede de franske ridderes jernudrustning minimum 8 tons.
En ringbrynje af jern vejede op til 15 kg.
En pilemager kunne fremstille 2.600 pilespidser på et år.
Fire hestesko vejede tilsammen ét kg.
En pladerustning vejede ca. 25 kg.
Krigene i begyndelsen af 1400-tallet var mere ødelæggende end nogensinde før. Eksempelvis lagde den tysk-romerske kejsers hær de tjekkiske minebyer Kutná Hora og Havlíckuv Brod i ruiner under hussitkrigen (1419-1434).
De lokale minearbejdere og smede var så vigtige for fjendens krigsevne, at soldaterne slog dem ihjel – efter at de havde fyldt mineskakterne med jord og ødelagt smedjerne.
Minearbejderne var i det hele taget værdifulde eksperter, som i fredelige perioder kunne rejse frit fra land til land for at arbejde. Især de tyske arbejdere benyttede sig af denne mulighed og slog sig bl.a. ned i den østlige del af Alperne. Og de lokale herskere bød de nyankomne velkommen med åbne arme.
Samtidig stillede de land til rådighed, så arbejderne og smedene kunne bygge værksteder og hytter til deres familier. Minearbejdernes ankomst sikrede ikke alene, at den værdifulde malm i jorden under deres besiddelser blev brudt – den betød også bugnende statskasser.
Mystikere hjælper en spansk minearbejder med at finde en af de årer med jernmalm, som i 1300-tallet er blevet sværere at finde.
Som betaling for at minearbejderne fik lov til at grave efter malmen, indkasserede herskerne store skatter.
Hundredårskrigen slutter
Minearbejdere og smede stod også bag udrustningen af de franskmænd, der i 1356 kastede sig frem i det ene vovede angreb efter det andet ved Poitiers – opildnet af englændernes simulerede flugt.
Men de undertallige englændere holdt stand og kunne til sidst tvinge franskmændene på flugt. Den franske konge, Johan den Gode, undslap ikke og døde i fangenskab flere år efter.
Først i 1453 kunne franskmændene slå fjenden tilbage, da de påførte englænderne massive tab ved Castillon.
Hundredårskrigen var forbi, og efterspørgslen på jern faldt. Men som munken Bartholomeus Anglicus havde konstateret langt tidligere: “På mange måder er jern mere værdifuldt end guld” – jernfeberen ville bryde ud igen.
Status i dag: Grafen er fremtidens supermateriale
I dag er jern og stål stadig nogle af verdens mest udbredte materialer. Men forskere kæmper lige nu for at tæmme og massefremstille et nyt materiale, der er spået til at ændre verden: Grafen. Med en tykkelse på kun ét kulstofatom, en styrke der er 300 gange større end ståls og en evne til at lede elektricitet helt uden modstand, håber forskerne at revolutionere alt fra flytrafik til batterier.