Shutterstock
Plesiosaurus

Røntgenstråler afslører hav-krybdyrs sidste måltid

Ved hjælp af mikro-CT-scanninger og 3D-modeller har et australsk forskerhold fundet ud af, hvad et af de store havrovdyr spiste som sit sidste måltid.

Plesiosaurer-fossilet, med kælenavnet Eric, er på mange måder noget særligt. Fossilet er godt 93 procent komplet, hvilket meget få hvirveldyrsfossiler er.

Og nu har forskere også fundet ud af, hvad dens sidste måltid bestod af.

Plesiosaurer var havrovdyr, som kunne blive op til 2,5 meter lange. De levede i de australske farvande på dinosaurernes tid for mellem 208 og 66 millioner år siden.

Palæontologer mener, de har levet af fisk, men nu er der endeligt fundet konkrete beviser på det.

Et forskerhold fra The Australian National University og Australian Museum Research Institute har ved hjælp af røntgenstråler identificeret indholdet i mavesækken på plesiosaureren.

Deres resultater kan læses i tidsskriftet Alcheringa: An Australasian Journal of Palaeontology.

Fossileret måltid afsløret med røntgenstråler

Fossilet Eric er fundet i opalminerne i Coober Pedy i Sydaustralien tilbage i 1987.

Eric er derfor opaliseret, hvilket giver den en særlig glitrende overflade, som er kendetegnende for mange australske fossiler.

Resterne bliver bogstaveligt talt forvandlet til perler. Frem for at blive dannet i agat, pyrit eller kalksten som andre fossiler, bevares de i silica, hvilket giver dem en smuk iriserende overflade.

eric fossil

Fossileret Eric er dannet af silica, også kaldet siliciumdioxid, hvilket giver fossilet en glitrende overflade.

© J White et al 2023, Alcheringa

Forskerne var nysgerrige på, hvad der mon kunne gemme sig længere inde i Eric, men for at skåne det velbevarede fossil, valgte de at bruge røntgenstråler.

gastrolit plesiosaur

En mikro-CT-scanning af indersiden af de fossiliserede maverester af plesiosauren med tilnavnet Eric. 3D-modellen viser gastrolitter, også kendt som mavesten, der blev fundet i Erics tarm.

© Joshua White/ANU

Her brugte de kraftige røntgenstråler fra en mikro-CT-scanner til at se ind i plesiosaurens maveindhold.

Efter et længere analysearbejde imellem data og CT-billeder, lykkedes det forskerne at skelne gastrolitter - mavesten som nogle dinosaurer slugte for at hjælpe fordøjelsen - og andet maveindhold fra fiskeknogler.

Derefter skabte de en 3D-model af dens sidste måltid, som afslørede, at krybdyrene overvejende levede af små fisk.

Mere præcist fandt forskerne 17 nye ukendte hvirvelfiskearter, som nu skal undersøges nærmere.

Forskningen kan også hjælpe med at kortlægge dyrets evolutionære udvikling, hvilket kan gøre os klogere på, hvordan fremtiden kan se ud for det maritime liv, fortæller forskerne i en pressemeddelelse.