Blæksprutter er fascinerende væsner, og de bliver ved med at forbløffe forskere. De kan skyde med blæk, skifte farve, løse komplicere opgaver, og så har de fleste tre hjerter.
Blæksprutter kan deles i flere grupper, og de to mest kendte er de ottearmede blæksprutter og tiarmede blæksprutter.
Især har blæksprutter fascineret neuroforskere, da deres hjerne- og sansesystemer er væsentligt anderledes fra andre dyr.
Blandt andet har ottearmede blæksprutter flere neuroner i deres fangarme end i deres centrale hjerne. Det gør det muligt for blæksprutten at styre armene uafhængigt af hinanden.
Og så kan sugekopperne mærke og smage miljøet omkring dem. Det har forskerne længe vidst, men de har aldrig vidst hvordan.
Nu har amerikanske forskere fra University of California San Diego og Harvard University fundet ud af, hvordan disse bløddyr smager med fangarmene.
Ikke nok med det, de har også fundet ud af, at otte- og tiarmede blæksprutter smager på forskellige måder, samtidig med at forskerne har fulgt deres evolutionære tilpasning tilbage til en fælles forfader.
Det kan man læse i to forskningsartikler i tidsskriftet Nature, der hver beskriver, hvordan specialiserede proteiner på fangarmene gør det muligt at smage overflader med sugekopperne.
Smager med selvtænkende fangarme
I det ene projekt har forskerne undersøgt den californiske to-plettede ottearmede blæksprutte (Octopus bimaculoides).
Den californiske to-plettede ottearmede blæksprutte kan smage forskelligt med sine fangarme på samme tid. De fungerer som selvstændige smagsorganer, der kan smage mange ting på samme tid og udskille dem fra hinanden.
De var stødt på en karakteristisk struktur på overfladen af dyrets tentakelceller, som de mistænkte for at fungere som en slags receptor, der er levende cellers signalmodtagere for kemikalier i blækspruttens miljø.
Under et avanceret mikroskop kunne de se, at receptoren består af fem tøndelignende proteiner, som samlet danner et hult rør.
Ved at undersøge blækspruttens genomer, fandt de 26 gener for disse tøndeformede proteiner, der kunne blandes for at skabe millioner af forskellige femdelte kombinationer, der opdager forskellige smage.
Herfra fandt de ud af, at receptorerne kan binde sig til molekyler, som ikke opløses i vand, hvilket tyder på, at de er specialiseret til at finde kemikalier på overflader som fiskeskind, krebsdyr eller egne æg.
Med andre ord smager den med sine sugekopper, hvilket gør den ottearmede blæksprutte i stand til hurtigt at afgøre, hvad den smager på, uden at sende denne information til hjernen.
Fangarmene tænker selv, og de kan uafhængigt adskille mange smage på samme tid.
Vælger bitre byttedyr fra
I det andet projekt har forskerne undersøgt, hvordan de kemiske receptorer er opstået i hele dyregruppen af blæksprutter (Cephalopoda).
Her sammenlignede holdet receptorerne fra de ottearmede blæksprutter med dem på hos den tiarmede stribede dumbo-blæksprutte (Sepioloidea lineolata).
Den tiarmede stribede dumbo-blæksprutte kan smage bitre ting. Det gør den i stand til at acceptere eller afvise sit bytte ud fra smagen.
Det viser sig, at receptorerne hos tiarmede blæksprutter reagerer på molekyler, der producerer en bitter smag. Forskerne mener, at det gør blæksprutten i stand til at acceptere eller afvise sit bytte ud fra smagen.
Samlet kunne holdet fastslå, at receptorerne hos både de ti- og ottearmede blæksprutter har udviklet sig uafhængigt fra en fælles forfader for omkring 300 millioner år siden.
Tiarmede blæksprutter gemmer sig tålmodigt på havbunden og skyder to fangarme ud for at fange et bytte. De smager altså først deres bytte, når de rører det.
Ottearmede blæksprutter stryger derimod hen over havbunden og mærker efter byttedyr med deres følsomme fangarmesugekopper, og smager derfor på mange ting på én gang.
Deres smagssanser på fangarmene har tilpasset sig evolutionært med deres jagtmetoder.