Landmasserne under dine fødder virker måske som et solidt og fast fundament.
Men gennem millioner af år har klima, pladetektonik og ikke mindst tid skubbet og trukket i den yderste skorpe og ommøbleret Jordens ansigt til ukendelighed.
Nu har et hold af australske og franske forskere ved hjælp af avancerede digitale værktøjer skabt et af de hidtil mest præcise geologiske modeller for, hvordan Jordens yderste skal har udviklet sig de seneste 100 millioner år. Og dermed også, hvordan den kom til at se ud, som den gør i dag.
Undersøgelsen er udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.
Som en del af undersøgelsen har geologerne fra University of Sydney lavet computer-simulationer, der afslører overfladens voldsomme udvikling i høj opløsning og med en dybde på 10 kilometer.
Jordskorpen sejler på et indre hav
1. Jordskorpen findes i to udgaver
Jorden har to typer stiv skorpe, som udgør planetens yderste lag. Havbundsskorpen består primært af den tunge, sorte bjergart basalt, mens kontinentalskorpen hovedsageligt er bygget op af lettere granitbjergarter.
2. Stiv kappe følger med
Under skorpen ligger den litosfæriske kappe. Laget er stift og klistrer sig til undersiden af kappen, så de tilsammen udgør den 80-300 km tykke litosfære, der er lettere end det underliggende lag og derfor flyder ovenpå.
3. Litosfæren sejler på glohedt hav
Det underliggende lag kaldes den astenosfæriske kappe, og er ca. 1300 grader varm. Astenosfæren er derved blød og flydende nok til at udgøre det hav, som litosfæren sejler på. Under astenosfæren følger den endnu varmere mesosfære.
Selve projektet begyndte for mere end tre år siden og bygger på kompliceret matematik, der inddrager både klimaændringer, bevægelserne i de tektoniske plader og overfladeprocesser, som fx jordskælv, skiftende floder og nedbrydning af Jordens stenmaterialer.
Forskerne har også medregnet den langsommelige nedslidning af jordlag og bjergarter, der sker, i takt med at varme, kulde og vand æder sig ind på de faste materialer.
Nedbrydningen skaber en masse finkornede sand- og jordpartikler, såkaldt sediment, som flytter sig fra floderne og ud i havene, hvor det aflejres. Og netop den proces har forskerne også taget med i deres model, som en af de første nogensinde.