Shutterstock
Spaekhugger

Spækhugger-duo dræbte mindst 19 hajer på én dag

Ved Gaansbai-kysten i Sydafrika skyllede en stor gruppe døde hajer pludselig op med præcis de samme skader på kroppen.

Gæsterne på en strand ved en lille fiskerhavn cirka 160 kilometer sydøst for Cape Town blev for nyligt mødt af et dystert syn.

Mindst 19 døde hajer af arten brednæset, syvgællet haj var skyllet op på land med tydelige bidemærker på deres brystfinner og mærkværdige skader andre steder på kroppen. Det skriver videnskabsmediet Live Science.

Havkirkegården tiltrak opmærksomhed fra både medier og forskere i området, som også havde et godt bud på, hvem der stod bag blodbadet. En af dem var Alison Kock, som er havbiolog ved South African National Parks.

I et tweet viser hun billeder af en af de døde hajer og udpeger også de formodede gerningsmænd: en berygtet spækugger-duo i området, som er blevet døbt Port og Starboard.

De samme to spækhuggere bliver også nævnt i et opslag fra Marine Dynamics, som blandt andet skriver, at duoen blev spottet af et hold af forskere ombord på en af organisationens både i tiden op til fundet af de døde hajer.

Her kunne de angiveligt se, hvordan spækhuggerne gentagne gange dykkede op og ned i de samme område i to timer for at forsvinde igen.

Angriber med kirurgisk præcision

Alison Towner er haj-biolog ved the Dyer Island Conservation Trust og har i mange år ledet undersøgelserne af spækhugger-angrebene på områdets hajer. Hun var også med til at undersøge de strandede hajkadavere, og her genkendte hun skaderne.

"De døde hajer er revet op ved bækkenbækkenet, de har rivemærker efter spækhuggertænder på deres brystfinner, og deres lever mangler," forklarer hun blandt andet til nyhedsbureauet AFP.

I marts 2019 lykkedes det for første gang forskere at optage, hvordan det ser ud, når op mod 50 spækhuggere går sammen om at nedlægge verdens største dyr, blåhvalen. Du kan se videoen her:

Video

Det er nemlig langt fra første gang, at de to dræberhvaler raserer i området. I 2017 nedlagde parret fx hele otte forskellige hvidhajer, hvoraf syv af de store hajer også havde fået fjernet deres lever med samme kirurgiske præcision, som det var tilfældet her.

I 2022 udgav forskere så en undersøgelse, der afslørede, at de to spækhuggeres patruljering i området fik de store hajer til at emigrere væk fra området i længere tid.

Sådan jager spækhuggeren

Spækhuggeren jager i flok og benytter sig af forskellige jagtteknikker. Og jagten foregår ikke kun på vand. Nogle gange lader spækhuggeren sig strande med vilje for at få fat i en hvilende sæl.

Späckhuggare jagar fiskstim.
© Tony Wu/Nature Picture Library

Forvandler fiskestime til tag selv-bord

Ved at blæse bobler og plaske med halerne i retning af fiskestimer tvinger spækhuggerne fiskene til at samle sig i en kuglehob. Når fiskene er malet op i et hjørne, plukker spækhuggerne fiskene ud af hoben.

Späckhuggare jagar säl på isflak.
© John Durban/NOAA

Knuser sælers redningsplanke

Når spækhuggeren får øje på en sæl på en isflage, går den til angreb på byttedyrets redningsplanke. Rovdyret knuser isflagen ved hjælp af sin snude, så sælen til sidst falder i vandet.

Späckhuggare jagar sjölejon på stranden.
© Shutterstock

Kaster sig selv ind på land

Selv ikke på land kan sæler og søløver vide sig sikre for spækhuggeren. Dræberhvalen er kendt for at lade sig strande på land for at sætte tænderne i søløver og sæler, som hviler sig ved kysten.

Selvom det kan virke besynderligt, er det langt fra tilfældigt, at de store delfiner kun går efter hajernes lever og efterlader resterne til at rådne, forklarer forskerne.

For det første er leveren hos hajer kæmpestor og udgør mere end fem procent af kroppens samlede vægt. For det andet er organet spækket med vitaminer og næringsrig olie.

Desuden er leveren ekstralet at få fat i for de sultne tandhvaler.

I modsætning til andre fisk har hajer, og andre bruskfisk som fx rokker, ingen svømmeblære fyldt med luft til at regulere deres opdrift i vandet. I stedet har de deres enorme lever fyldt med olie.

Olie har en massefylde, som er lettere end vands, og derfor flyder den også op til overfladen, når en haj bliver dræbt, frem for at falde mod bunden som de andre organer.

Det gør den til et lettere måltid for spækhuggerne.