Undersøgelse: El Niño varede i 270 år
Undersøgelser af sedimenter fra søer i Filippinerne afslører, at vejrfænomenet El Niño kan vare over længere perioder, end vi troede.
I en periode kaldet 'Den lille istid' fra omkring Senmiddelalder til midten af 1800-tallet var Europa ramt af lange perioder med ekstrem kulde. Her er det den hollandske billedkunstner Hendrick Avercamps maleri 'Vinterlandskab med skøjteløbere' fra ca. år 1608.
Det mystiske vejrfænomen El Niño påvirker vejret i hele verden – selv livet i havet mærker det.
Navnet kommer af det spanske ord for ’drengebarnet’ eller ’Jesusbarnet’, fordi sydamerikanske fiskere hvert år ved vestkysten observerer en varm havstrøm ved juletid. Og det er også her, det starter.
Ud for Perus kyster opvarmes havet, hvilket medfører et skift i den lokale havstrøm. Varmen i havoverfladen breder sig, mens lufttrykket falder, hvilket giver kraftig lokal nedbør.
I Europa bliver vintrene koldere og tørrere, mens sommeren i Storbritannien bliver varmere. Et land som Inden får ekstrem varme, og i Sydamerika kan der forekomme mudderskred grundet voldsom regn.
Det kan være svært at forudse, hvornår El Niño vil forekomme, og hvor længe det vil vare. Gennemsnitligt kommer det hvert tredje til femte år, og det varer normalt ni til tolv måneder.
Nu har forskere fra Københavns Universitet og German Research Centre for Geosciences fundet beviser på, at vejrfænomenet kan strække sig over meget lange perioder.
Isotoper gemt i bladvoks
I en artikel i tidsskriftet Communications Earth & Environment fremlægger de data fra sedimentprøver fra søer i Filippinerne, som indikerer, at Stillehavet befandt sig i en El Niño-tilstand i 270 år.
Sedimenter er det, der afsætter sig, når stenarter bliver nedbrudt. Omfordelingen af partikler i disse aflejringer kan fortælle an masse om fortiden.
Forskerholdet bag den nye undersøgelse hentede sedimentkerner fra Bulusan-søen i Filippinerne. Her indsamlede de 1.400 års sedimenter fra søens bund.
Det er sedimentprøver fra søen Bulusan i det nordlige Filippinerne, som viser, at Stillehavet har befundet sig i en 270 år lang El Niño-tilstand.
Disse sedimenter indeholder også spor fra blade, der er skyllet ned i søen. Disse blade bevarer nemlig stabile hydrogen-isotoper i deres voks, som kan fortælle noget om nedbør i deres vækstperiode – særligt i efteråret.
Prøverne viste, at fra år 1600 til 1650 faldt efterårsregnen dramatisk, og den forblev lav helt frem til år 1900.
Forskerne mener, at dette kan forklare nogle vedvarende skift i forskellene i havoverfladetemperaturen mellem det østlige og vestlige Stillehav.
Det er disse sedimenter, som blandt andet kan fortælle noget om nedbør hen over en periode på 1.400 år. Forskerne fandt nemlig spor fra blade, som havde bevaret stabile hydrogenisotoper i deres voks. Disse fortalte noget om nedbør i planternes vækstperiode.
Det betyder ikke, at Stillehavet konstant var låst i en El Niño-tilstand i et kvart århundrede, men det har skubbet til grundforholdene i vejret og givet større udsving verden over hen over den lange periode.
De mener derfor, der kan være en sammenhæng mellem denne lange El Niño-periode, og det vi kalder Den lille istid, som varede fra den sene middelalder og frem til midten af 1800-tallet.
I denne periode fik Europa koldere temperaturer, hvilket fik gletsjerne i de schweiziske alper til at vokse og flere floder i Vesteuropa til at fryse til.
Undersøgelsen viser, at vi ikke kan antage, at El Niño er et kortvarigt fænomen. Samtidig viser den også, hvordan længerevarende ændringer i Stillehavets overfladetemperatur kan påvirke vores planet.
Resultaterne kan bruges til at lave mere retvisende klimamodeller, som kan være med til at forudse fremtidige klimaændringer, skriver forskerne.