Drypstenshuler findes især i områder, hvor undergrunden består af kalksten. Fra loftet i disse underjordiske hulrum kan der dryppe kalkholdigt vand ned, der afsætter sin kalk og i løbet af årtusinder bliver til kolossale istaplignende drypsten.
Når drypstenene hænger ned fra loftet, kaldes de stalaktitter, mens de hedder stalag mitter, når de står lodret op fra gulvet. Processen, der fører til dannelsen af stalaktitter, begynder med, at regnvand reagerer med CO2 i jorden, hvorved der dannes kulsyre.
På grund af mikroorganismers respiration er jordens indhold af CO2 cirka 30 gange større end luftens, så der er tale om betydelige mængder. Kulsyren opløser kalkstenene, som primært består af kalciumkarbonat. Herved føres frie ioner af kalk og bikarbonat med regnvandet længere ned i jorden, indtil de når loftet i drypstenshulen.
Så snart ionerne kommer i kontakt med hulens luft, sker der en udfældning fra vandet, hvor kalkstenen gendannes. Den indgår så som byggemateriale i stalaktitterne.
Forskere fandt hemmeligheden bag stalaktittens udformning
For nylig har geofysikere fra University of Arizona i USA opdaget, at den drypvise opbygning af en stalaktit og dens endelige udformning er afhængig af, hvordan kalk udfældningerne begynder.
Man fandt ud af, at processen bedst kunne beskrives med en ikke-lineær matematik, som også bruges på kaotiske systemer. Det vil sige, at selv en meget lille forskel i udgangs-betingelserne kan have store konsekvenser for stalaktittens endelige udseende.