Jordens skorpe består af 15 kontinentalplader, der både findes over og under havet. De bevæger sig hele tiden rundt på kloden, uden at de følger noget bestemt mønster. Gennem tiderne har de samlet sig og skiltes igen i en dans, der ikke er forbi – alt sammen fordi Jordens indre er flydende. I dag mener nogle forskere, at der for ca. 1,5 milliarder år siden fandtes ét stort superkontinent, som kaldes Rodinia.
Det var én samlet landmasse, mens resten af Jorden bestod af et kolossalt hav. Ifølge teorien blev Rodinia splittet op i flere mindre landmasser, som drev rundt på kloden, indtil de for ca. 350 millioner år siden på ny samlede sig. Det skabte den geologiske histories andet store superkontinent, Pangæa. Mens Rodinia endnu er en usikker teori, anses Pangæa i dag for at være videnskabeligt bevist.
Det skyldes, at mange stenarter indeholder bl.a. jern, der er magnetisk. Med avancerede instrumenter kan magnetismen måles, og dermed kan forskerne bestemme, hvor fx en lavasten befandt sig i forhold til polerne, da den blev skabt. Beregningerne har indtil videre givet forskerne et nogenlunde fornuftigt billede af pladernes bevægelser tilbage til for ca. 500 millioner år.
Et andet spor af kontinentalpladernes bevægelser er de bjerge, der er blevet presset op langs de kanter, hvor pladerne er stødt mod hinanden. For omtrent 200 millioner år siden blev Pangæa splittet op, og landmasserne udviklede sig til de kontinenter, vi kender i dag. Meget tyder på, at Jordens kontinenter lever et cyklisk liv, hvor de uvægerligt skilles ad for så at mødes igen.