Hvorfor dukker der sten op på markerne?

På en tur over en nordeuropæisk eller nordamerikansk mark risikerer man at snuble over små sten, der ligger spredt på jorden. Selv om landmanden måske allerede flere gange har været ude at fjerne sten, dukker der efter hver vinter nye sten op. Enkelte af disse sten kan veje flere hundrede tons, men det er sjældent. Under sidste istid var Nordeuropa, Sibirien og Nordamerika dækket af iskapper. Iskappens vægt knuste overfladen af de klipper, den bevægede sig hen over, og derved blev de løse klippestykker mast op i isens bund. Efterhånden som isen bevægede sig, blev klippestykkerne knust, og resultatet blev en iskappe, der i bunden var fyldt med sten, grus, sand og ler. Da istiden sluttede, blev alt materialet efterladt i landskabet. De små og store sten, vi i dag finder i det meste af Sydskandinavien og Nordeuropa, stammer derfor fra andre steder i Skandinavien, bragt hertil af isen. Geologerne ved ikke præcis, hvorfor der dukker nye sten op på markerne hvert forår. Men nogle geologer mener, at løsningen ligger i jordens frysning om vinteren. Sten leder kulden bedre end jord, og når frosten sætter ind, vil stenen lede kulden ned til undersiden. Her vil vandet under stenen fryse. Når vand fryser, udvider det sig, og det får stenen til at bevæge sig opad. Om foråret tør jorden omkring stenen, og jorden falder ned i hulrummet under stenen. Efterhånden som processen gentager sig, vil stenen flytte sig opad og til sidst komme til syne på overfladen.