Men et vigtigt spor peger imod, at Island faktisk er resterne af et kontinent.
De tektoniske plader – eller den geologiske skorpe – under klodens oceaner er typisk 6-7 km tykke, mens de under kontinenter er noget tykkere, 35-70 km. Under Island er skorpetykkelsen omkring 40 km og ligner dermed mere kontinentalskorpe end oceanskorpe.
Geologer har før forklaret den tykke skorpe med, at Island ligger på et såkaldt geologisk hotspot, hvor heftig vulkansk aktivitet danner ny skorpe meget hurtigt.
Men Foulger mener ikke, den teori holder. Skorpen er ganske enkelt tykkere, end det er muligt at forklare med teorien.
Hun mener i stedet, at Island er toppen af et kontinent, som strakte sig over 600.000 kvadratkilometer i Nordatlanten – det tabte kontinent Islandia.
Islandia var ifølge Foulger engang en del af superkontinentet Pangæa, hvor alle klodens landmasser var samlet indtil for omkring 175 millioner år siden. Efterhånden som Amerika og Europa trak sig fra hinanden, sank Islandias kontinentalskorpe ned og blev dækket af vand. Kun Island stikker i dag op.
De britiske forskere vil nu afsøge undergrunden under Island for mineraler, der kan afsløre, om Islandia rent faktisk har eksisteret.
Hvis kontinent-teorien viser sig at være korrekt, så er det ikke alene interessant for geologer. Det kan også få betydning for, hvem der ejer undersøiske forekomster af olie og naturgas.