Kan man finde vand med en ønskekvist?
Nogle hævder, de kan finde vand med en ønskekvist. Kan det passe?

Der er ingen mangel på historier om vandsøgere, der ved hjælp af en pilekvist eller andre hjælpemidler har fundet vand – ofte på steder, som geologer og andre sagkyndige for længst havde opgivet. Der er sådan set ingen grund til at tvivle på disse historier. Problemet er bare, at de ikke siger ret meget om vandsøgernes evner, når vi ikke ved noget om, hvor tit de tager fejl. De få gange, hvor de har indvilliget i at deltage i kontrollerede videnskabelige forsøg, har de ikke opnået bedre resultater, end hvis de gættede fuldstændigt vilkårligt. Det er svært at forestille sig, hvilken mekanisme der skulle være ansvarlig, hvis vandsøgerne virkelig var i stand til at finde vand. Indimellem bliver der uden tvivl fundet vand ved hjælp af en pilekvist, men det er formentlig et rent tilfælde. I øvrigt er det værd at bemærke, at erfarne vandsøgere ofte har en meget større praktisk geologisk viden, end de vil være ved.