Da Karen Strier for første gang bevægede sig rundt under de grønne trækroner i den brasilianske regnskov i månedsvis i start-firserne, viste man meget lidt om den sjældne abeart - bortset fra at den var på randen af udryddelse.
Voldsom skovrydning havde betydet, at aben, der kan blive op til halvanden meter fra hoved til hale, var blevet efterladt med begrænsede mulige levesteder.
Der var nu kun 50 aber tilbage af den truede art, der skulle vise sig at være en ganske atypisk primat.
I modsætning til andre af dens artsfæller som chimpanser og bjerggorillaer, afslørede Karen Striers observationer nemlig, at den langlemmede abe var overraskende fredelig.
Muriqui-hannerne levede tæt sammen i ro og fordragelighed, og det lå ikke i deres natur at slås om hverken mad, vand eller hunner.
De nøjedes med at undgå hinanden, afvente situationen eller sågar kramme hinanden.
Deres ualmindeligt fredelige adfærd har senere givet dem tilnavnet “hippieaberne,” både blandt forskere og lokale.
I dag har Karen Strier etableret et forsknings- og bevaringsprogram i et 950 hektar stort beskyttet skovområde i den brasilianske stat Minas Gerais.
Her er det lykkedes at få muriqui-populationen til at vokse fra 50 til 232 aber, der alt i alt udgør omkring en femtedel af den kritisk truede arts samlede bestand.
Stadig truet
Men selvom kurven går i den rigtige retning, er udrydningstruslen ikke drevet over, understreger primatforskeren, der ser aberne som et symbol på den truende krise, verdens biodiversitet står overfor.
“Biodiversitet er vigtig for menneskets og hele verdens velbefindende,” har hun tidligere sagt til organisationen New England Primate Conservancy.
“Jeg synes, det er vores job som mennesker at beskytte så meget, vi kan. Jeg synes ikke, vi har ret til at tage andre arters fremtid fra dem.”