Lokale medier rapporterer sågar om, at der er fundet frosne hajer ved Cape Cod.
I New York fik kraftig vind temperaturen til føles som minus 29 grader celsius. Og sydpå - i solskinsstaten Florida - faldt der sne for første gang i 28 år.
De voldsomme hændelser skyldes, at områderne - foruden en hård vinter - d. 4 januar blev ramt af en såkaldt bombecyklon, som bragte kraftige vindhastigheder, nedbør og yderligere temperaturfald med sig.
Hurtigt fald i tryk skaber cyklon
Meteorologer bruger betegnelsen bombecyklon, hvis det atmosfæriske tryk i midten af en cyklon falder mindst 24 hPa på 24 timer.
Ifølge det amerikanske vejragentur NOAA skyldes det ekstreme trykfald, at varm luft fra oceanerne kolliderer med kold luft fra fastlandet.
Når trykket styrtdykker, strømmer luft ind i cyklonen for at udfylde rummet mellem de to luftmasser. Resultatet er ekstreme vindhastigheder og kraftig nedbør.
I en cocktail med i forvejen koldt vejr falder nedbøren fra bombecykloner typisk som store mængder sne.
Kulde drøner ind fra Arktis
Selvom bombecyklonen kun varede kort tid, fortsatte temperaturen i dagene efter med at falde.
Stormens massive cirkulation fik nemlig en kold, arktisk luftmasse fra nord til at snige sig ind over USA.