Hvad er perlemorsskyer?

Perlemorsskyer kaldes også for polarstratosfæriske skyer. De dannes i 20-25 kilometers højde over jordoverfladen i den del af atmosfæren, der kaldes stratosfæren. Det er laget over troposfæren, hvor stort set alle andre skyer befinder sig.

Dermed er perlemorsskyerne nogle af de højest liggende skyer, vi kender, kun overgået af de såkaldt lysende natskyer, der ligger i 100 kilometers højde.

En af forklaringerne på, at man ser perlemorsskyer som lysende mod den mørke himmel før solopgang og efter solnedgang, er deres højde. Den betyder nemlig, at sollyset falder på skyerne, selv når Solen set fra jordoverfladen er under horisonten.

Ud over at være nærmest selvlysende har skyerne et karakteristisk og iøjnefaldende smukt farvespil, hvor de iriserer. Det er farvespillet, der har givet skyerne navnet perlemorsskyer.

Årsagen til skyernes irisering er, at de dråber eller krystaller, som de består af, er meget små og har næsten samme størrelse, samt at skyerne er meget tynde.

Det giver ophav til et fænomen, hvor sollyset brydes ensartet ved kontakt med skypartiklerne og spredes som i et prisme. Derfor er farvespillet også stærkest i udkanten af skyerne, hvor de er allertyndest, og lyset derfor med størst sandsynlighed spredes ensartet.

Dannelsen af perlemorsskyer kræver særlige temperaturforhold, idet skyerne først opstår, når temperaturen er lavere end -78° celsius. Fordi perlemorsskyer kræver så lave temperaturer, stiger deres antal, jo tættere man kommer på polregionerne, og er hyppigst i vinterhalvåret.

Omkring 50-55°N, hvor fx Moskva og London befinder sig, kan man se perlemorsskyer et par gange om året, mens de er hyppigere længere nordpå.

Kulde skaber perlemorsskyer

Perlemorsskyer består af små, næsten ens vanddråber eller iskrystaller, der først opstår, når temperaturen kommer under -78 °C.

1. En kold vind blæser hen over et bjerg.

2. Luften begynder at svinge op og ned.

3. I den øverste del af svingningen får det lavere tryk luftens temperatur til at falde.

4. Når luften er tilstrækkeligt kold, dannes små iskrystaller med næsten præcis samme størrelse, der samler sig til skyer.

5. Når Solens lys rammer iskrystallerne, brydes lyset ensartet og spredes som i et prisme i regnbuens farver.