Isfuglen er egentlig bare en istap dannet omkring et netværk af grene.
Istapper opstår under den rette kombination af flydende vand og frost. De optræder hyppigt, når sne på trods af frostvejr smelter, fordi den ligger på et tag, der bliver varmet op af solen. Smeltevandet løber derefter ud over kanten, hvor det møder den kolde luft og fryser til is igen.
Istap var 30 meter lang
Hvis forholdene tillader en del af vandet at løbe helt ned til spidsen af den nydannede istap, kan den blive ved med at vokse i længden. I 2017 blev der fx opdaget en 30 meter lang istap i det nordvestlige Kina. Her dryppede smeltevand fra sne på en klippehylde ud over kanten og frøs.
Isfuglen på fotoet er formentlig dannet på samme måde. Sne eller is er smeltet i solen oppe på jernbanebroen, og herefter er vandet dryppet ned på grenene.
For at istapper kan dannes, skal det dog være koldt nok, og her hjælper broen med sin skygge. I ekstreme tilfælde kan der opstå en forskel på 25 grader mellem en mørk, solbeskinnet overflade og et sted i skyggen blot få meter væk.
Naturen snyder vores hjerne
1. Dybest set er isfuglen, vi ser på billedet, ikke skabt i naturen, men derimod i vores egne dovne hjerner. I de uendeligt mange former, som hele tiden dannes i naturen, vil der uvægerligt opstå nogle, som tilfældigvis minder om noget helt andet, vi har set før og lagret i hjernen.
2. Vores øjne bliver bombarderet med enorme mængder synsindtryk, langt flere end vi er klar over. Alle de millioner af former, farver og bevægelser, som registreres af vores øjne i løbet af ét sekund, svarer til den samlede information i 600 digitale fotografier i allerbedste opløsning.
3. Hjernen er nødt til at sortere i syndfloden af data, og det sker ved at søge efter kendte former. Processen foregår i et område i tindingelappen, som dermed sørger for, at vi fx kan se en flot fugl i en istap – eller et ansigt i kombinationen af et semikolon, en bindestreg og en højreparentes. ;-)