En del af luften består af vanddamp, og er luften helt mættet med damp, er den relative fugtighed 100 procent. Hvis der tilføres mere damp, vil vandet fortættes. I meteorologien bruger man traditionelt to termometre til at bestemme fugtigheden, et vådt og et tørt. Omkring det våde er anbragt et fugtigt stykke stof, og når vandet fordamper, vil det bruge varme. Den varme tages fra termometret, så det våde termometer vil vise lavere temperatur end det tørre. Forskellen er et mål for, hvor meget vanddamp der er i luften.
Denne metode er dog efterhånden ved at blive udkonkurreret af elektroniske målinger, der er baseret på, at luftens elektriske modstand afhænger af dens indhold af vand. Trods den moderne teknik er en mekanisk metode, der blev opfundet helt tilbage i 1783, stadig meget udbredt. Den bygger på det forhold, at hår bliver op til tre pct. længere, når fugtigheden stiger. På et hårhygrometer drejer hårenes udvidelse eller sammentrækning en viser på en skala.