Hvorfor blæser vindene den samme vej?

Vindene blæser typisk i faste mønstre. Hvorfor?

Vinden
© Shutterstock

Nogle af de mest stabile vinde på kloden er de østlige passatvinde omkring ækvator. De opstår, fordi varm luft stiger til vejrs og driver mod polerne, så køligere luft kan strømme ind i lav højde. På grund af Jordens rotation bøjer luften af og bliver til østlige vinde. Dér, hvor den nordøstlige og sydøstlige passat mødes, findes et vindstille bælte, der kaldes den intertropiske konvergenszone. Passatvindene dækker omtrent halvdelen af Jordens areal og blæser i et bælte, der strækker sig fra cirka 25 grader syd til 25 grader nord. Passatvindene har i tidens løb givet adskillige skibe vind i sejlene over Atlanterhavet. Nord og syd for passaten findes bælter med vestenvind, der blandt andet op- står for at “fylde de huller”, som de vinde, der er trukket mod ækvator, har skabt. Dette bælte er dog langtfra så stabilt som passaten. Lokale forhold spiller en større rolle, og vinden kan således godt være østlig i lange perioder. Foruden de globale systemer findes der talrige regionale vindmønstre, for eksempel den kolde mistral igennem den franske Rhône-dal.