De nedbørsfattige områder omkring de 30. breddegrader er et resultat af den globale atmosfæriske cirkulation.
Subtropisk højtryk giver ørken
Nord og syd for ækvator synker luft ned fra over ti kilometers højde. Når luft synker ned, varmes den op på grund af trykstigningen. Det skyldes, at energien i luften koncentreres i et mindre volumen luft.
Da varm luft kan indeholde mere fugt end kold luft, er luften knastør og varm, når den er nået helt ned til jordoverfladen. Tør luft medfører få skyer, masser af sol og begrænset nedbør. Derfor ligger hovedparten af Jordens ørkenarealer, og de allervarmeste områder overhovedet, netop i de to zoner omkring 30 grader fra ækvator. De kaldes også de subtropiske højtryk.
Tordenbyger og monsunregn
Modstykket til de tørre områder omkring 30. breddegrad ligger ved ækvator. Her stiger luften til vejrs og skaber et bånd af intense tordenbyger. Båndet kaldes også den intertropiske konvergenszone (ITK), hvor den samlede årlige nedbør er meget høj. I løbet af året bevæger ITK sig, så den driver ind over den halvkugle, der har sommer.
Ankomsten af ITK forårsager monsunen eller “regntiden”, som er livsnødvendig for landbruget mange steder i verden. Det gælder fx i Indien. Er monsunen blot få uger forsinket eller mere eller mindre regnfuld end normalt, betyder det markant nedgang i høstudbyttet.
Luftens cirkulation er inddelt i store celler
Overordnet findes tre atmosfæriske celler på hver side af ækvator. Fra ækvator mod polerne kaldes de: hadley-, ferrel- og polarceller. Cellerne har hver deres fremherskende vindmønster og er adskilt af områder, hvor luften enten stiger eller synker.
A: Hadleycelle, B: Ferrelcelle, C: Polarcelle