I december 2020 var meteorologer, som overvåger ozonlaget, dybt bekymrede. Et stort ozonhul over Antarktis havde tilsyneladende bidt sig fast.
Hullet var på over 20 millioner kvadratkilometer og dermed på størrelse med det, som opstod i 2018, men det så ud til at opføre sig anderledes.
Ozonhuller over Antarktis opstår typisk i august og september og topper i oktober, hvorefter de begynder at lukke sig. Men ikke i 2020. Helt hen i december var hullet stadig væsentlig større end tidligere set.
Ozonhullet (blåt) var større end Antarktis i oktober 2020 (tv.) og blev ved at være det frem til midt i december, hvor det endelig forsvandt (th.).
Forskere ved bl.a. det europæiske institut CAMS overvåger ozonlaget tæt, og med god grund. Ozonen beskytter mod Solens uv-stråling, som er skadelig for dyr og mennesker.
Desværre er ozonen, som befinder sig i 30-50 kilometers højde, meget sårbar. Ved temperaturer under -80 °C nedbrydes den let af andre molekyler, især af vores egne kunstigt fremstillede klorholdige stoffer.
Jetstrøm styrer ozonhullet
Temperaturen i ozonlaget over Antarktis styres af vindsystemer, hvor den sydlige polare jetstrøm er den vigtigste. Den snor sig om Jorden i en bølgebevægelse, men i nogle år er bølgernes udsving meget små. Dermed fastlåses luften over Antarktis under -80 °C i længere tid. Det var netop, hvad der skete i 2020.
Normalt vokser ozonhullet over Antarktis i august og svinder ind igen i november – selv når hullet er stort som i 2018. Y-aksen angiver størrelsen på ozonhullet i millioner kvadratkilometer.
Først i anden halvdel af december løste vejrsystemerne op, så temperaturen over Antarktis steg, og nedbrydningen af ozonlaget aftog. Ved årsskiftet var ozonhullet helt væk.
Selvom vi nu kan ånde lettet op, understreger forskerne, at 2020 bør minde os om fortsat at nedbringe udledningen af stoffer, som nedbryder ozonlaget.
