Sjældent fænomen fryser Europa til is
En 'hedebølge' i 30 kilometers højde har sendt kolde vinde fra Sibirien hele vejen ned gennem Europa.

Sneboldkamp brød ud på Peterspladsen i Rom, efter et kraftigt snevejr ramte byen mandag.
Ved Roms turistattraktion Circus Maximus stod folk i mandags på snowboard og ski. Og i England er skoler blevet lukket og flyvninger aflyst, fordi sneen er væltet ned.
Et tæppe af kold luft fra Sibirien - populært kaldet 'bæstet fra øst' - har i den seneste uge forvandlet store dele af Europa til en kummefryser.
Men faktisk skyldes kulden, at der har været atypisk varmt et andet sted - 30 kilometer oppe i luften over Nordpolen.
I starten af februar steg temperaturen i luftlaget på få dage med 50 grader.
Fænomenet kaldes 'pludselig stratofærisk opvarmning', og det har skabt kaos i den enorme arktiske kuldehvirvel - den polare vortex - som normalt fastholder kulden om Arktis.