Sommeren inviterer os udenfor med varme dage, lunt badevand og lange nætter. Men pludselig forsvinder den blå himmel, grå-sorte skyer samler sig, og på et øjeblik åbner de store sluser sig, og et skybrud gennembløder både sommerhatte og strandstole.
Skybrud opstår typisk i tordensstorme, der får ekstra vand i depoterne, når de blæser hen over et område med varm luft.
Den varme luft søger til vejrs i skyen for at køle ned, og med sig hiver den ikke bare en masse ny fugt. Den fordamper også skyens oprindelige regn og hiver den med op i skyen igen.
De hidsige regnskyl er - udover et område med varm luft på ruten - afhængige af en masse andre meteorologiske sammenfald, og derfor er de svære for eksperterne at forudse.
Varm luft farer til vejrs i tordenskyer
Skybrud opstår typisk i tordenskyer af typen cumulonimbus.
Skyerne er tragtformede med en ambolt-lignende form på toppen, og de kan strække sig adskillige kilometer langs landjorden og op mod 20 kilometer i højden.
En såkaldt konvektionssky opstår ved, at et højtryk skubber varm luft op i atmosfæren for at køle ned. Luftmassen indeholder en mængde vanddamp, som fortætter til regn, når luften køles ned.
De høje skyer er resultatet af en masse varm luft ved jord- eller havoverfladen. Når luften er varm, bevæger molekylerne sig hurtigere, og det skaber et højtryk.
Det høje tryk gør luften ustabil, og den vil derfor søge mod et lavtryk, hvor den kan køle ned. Derfor søger den op i atmosfæren, hvor temperaturen er lavere.
Efterhånden som luften når højere op, afkøles den, og da kold luft ikke kan indeholde lige så meget vanddamp som varm, fortættes fugten til skyer, hvorfra den senere falder mod jorden som nedbør - typisk regn og nogle gange hagl - som i farten trækker køligere luft med ned.
Processen, hvor varm luft stiger til vejrs og kold luft skubbes mod jorden, hedder konvektion.
De lodrette vinde, konvektionen skaber, kan bevæge sig med mere end 100 kilometer i timen, og store tordenvejr og endda tornadoer opstår i den slags vejrsystemer.
Nyt højtryk skyder ekstra regn op i skyen
Cumulonimbus-skyen skyller dog ikke et skybrud ud på egen hånd. Kun når uvejrsskyen blæser ind i endnu et højtryk, får den tilført nok vand til at blive et skybrud.
Hvis cumulonimbus-skyen blæser henover et område med varm og fugtig luft, inden vanddampen fra den oprindelige luftmasse er regnet ud af skyen, opstår skybruddet.
Den varme luft bevæger sig op i skyen for at køle ned. På sin vej fordamper den regnen fra den første varme luft, der nu er nedkølet og ved at falde. Den varme luft trækker fugten fra regndråberne med tilbage op i skyen, samtidig med den selv indeholder vanddamp, som skyen også optager.
Efter noget tid er den nye luftmasse kølet ned, og vanddampen - både fra den oprindelige luftmasse og den nytilførte - fortætter til en enorm mængde regndråber. Når de varme vinde op mod toppen af skyen stilner af, åbner skyen derfor sluserne i et skybrud med store mængder nedbør.
Cumulonimbus-skyer kan afgive enorme mængder vand på meget kort tid, og derfor kan skybruddene forårsage store ødelæggelser og dødsfald, når det rammer et område med dårlige afløb, kloakker og stormflodssikringer.
Den caribiske ø Guadeloupe blev i 1970 ramt af det heftigste skybrud i historien. Her faldt der hele 38 millimeter regn på bare ét minut, hvilket svarer til 38 tons vand per kvadratkilometer - eller næsten 38.700 liter.
Cumulonimbus-skyer opstår typisk om foråret eller sommeren i tempererede klimaer som Nordeuropa, fordi de har brug for store mængder varm luft.
I tropiske - og specielt bjergrige områder - er de mere almindelige, særligt i monsun-sæsonen.
Svære at forudse men mere almindelige
Skybruddene afhænger af en lang række små og store faktorer - både før de opstår, og før de rammer et beboet område.
For det første skal der være en tilpas mængde vanddamp i luften - først så den store cumulonimbus-sky dannes, og derefter så det næste højtryk også skubber en stor mængde fugt op i skyen.
Derudover skal temperaturen være høj, så en ekstra luftmasse bliver opvarmet nok til at fare til vejrs, ligesom vindretning og -styrke dikterer, om skyen rammer det nye højtryk på det helt rigtige tidspunkt.
Et skybrud er som et meteorologisk puslespil, og derfor er de svære at forudse for meteorologerne - specielt på grund af vanddampens store rolle.
Vand har flere former i atmosfæren - eksempelvis damp, regndråber, sne, hagl - og derfor er det svært for vejrstationerne at måle præcist, hvor meget fugt der er til rådighed i skydækket og ved jordoverfladen.
Meteorologerne arbejder hele tiden på at udvikle og finjustere bedre varslingssystemer, og det kan blive endnu vigtigere i fremtiden, eftersom klimaforandringer medfører både flere og værre skybrud.