Skyer og blå himmel

Skyer er nøglen til klodens klima

Skyer består af små vandmolekyler og kan optræde i et utal af variationer – fra lette fjerformationer til kilometerhøje tårne. De kendes som et varsel om godt eller dårligt vejr, men har også stor indvirkning på de globale temperaturer.

Skyer består af små vandmolekyler og kan optræde i et utal af variationer – fra lette fjerformationer til kilometerhøje tårne. De kendes som et varsel om godt eller dårligt vejr, men har også stor indvirkning på de globale temperaturer.

Shutterstock

Hvordan dannes skyer?

I græsk mytologi troede man, at skyer var nymfer skabt af himmelguden Zeus, hvis rolle var at bringe regnvand til Jorden. I dag ved vi bedre.

Skyer er synlige formationer af vanddamp eller iskrystaller, og de dannes, når Solens opvarmning af have, søer, floder og isdækkede områder skaber varm luft og vanddamp.

Når den varme luft med vanddamp stiger til vejrs, køles luften ned. Da kold luft fylder mindre end varm luft, fortættes vanddampen til mikroskopiske vandmolekyler, der fæstner sig til såkaldte kondensationskerner – større partikler i luften som fx støv, salt og aske – og forvandles til dråber.

Det er denne proces fra vanddamp til vanddråber, der skaber skyer. Og bliver vanddråberne tunge nok, falder vandet til sidst ud af skyens bund som nedbør.

På himlen ser skyer lette og bløde ud, men de er nogle tunge krabater, der kan have en vandmasse på flere millioner tons.

Forskellige typer af skyer

Der findes mere end forskellige 100 slags skyer ifølge Den Meteorologiske Verdensorganisation. Hver af disse indgår i en af de 10 hovedklasser – baseret på deres udseende og placering på himlen.

De 10 typer af skyer er:

  • Cumulusskyer
  • Stratusskyer
  • Stratocumulusskyer
  • Altocumulusskyer
  • Nimbostratusskyer
  • Altostratusskyer
  • Cirrusskyer
  • Cirrocumulusskyer
  • Cirrostratusskyer
  • Cumulonimbusskyer.

Bliv klogere på de forskellige skyer nedenfor.

Cumulusskyer

Cumulusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Ca. 2000 meter fra Jordens overflade.

Cumulusskyer har en stor vertikal udstrækning, som typisk har form som kupler med et mønster, der kan minde om et blomkålshoved. Derfor går cumulusskyer også under navnet blomkålsskyer.

Cumulusskyer kan dog også tage form som små tårne, og i sådanne tilfælde kaldes de optårnede cumulusskyer.

Cumulusskyer opstår på klare og solrige dage.

Inden for cumulusskyer findes disse undertyper:

  • Cumulus humilis, der også kaldes en godtvejrscumulus
  • Cumulus mediocris
  • Cumulus congestus
  • Cumulus fractus.

Stratusskyer

Stratusskyer
© PiccoloNamek
  • Placering på himlen: Ca. 2000 meter fra Jordens overflade.

Stratusskyer er grålige og konturløse skyer, der kan minde om tåge. Derfor kaldes de også tågeskyer.

Stratusskyer varierer meget i tykkelsen – alt fra et par meter til op mod 500 meter – og så ses de ofte på overskyede dage.

Inden for stratusskyer findes disse undertyper:

  • Stratus nebulosus
  • Stratus fractus.

Stratocumulusskyer

Stratocumulusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Ca. 2000 meter fra Jordens overflade.

Stratocumulusskyer er et bølgende dække af ofte grålige skyer, der kun efterlader et sparsomt kig til himlen.

Alt efter vejrforholdene kan stratocumulusskyer udvikle sig til cumulusskyer eller blive tykkere og give let regn.

Inden for stratocumulusskyer findes disse undertyper:

  • Stratocumulus stratiformis
  • Stratocumulus lenticularis
  • Stratocumulus castellanus.

Altocumulusskyer

Altocumulusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Mellem 2000 og 6000 meter over Jordens overflade.

Altocumulusskyer kaldes også for lammeskyer, da de de ligner små uldtotter på himlen. De er hvide eller grålige og kan minde om stratocumulusskyer. De individuelle skyformationer er dog noget mindre end dem, der ses ved stratocumulusskyer.

Altocumulusskyer ses ofte på varme og fugtige sommermorgener og kan være et tegn på tordenvejr eller et vejrskifte mod koldere temperaturer.

Inden for altocumulusskyer findes disse undertyper:

  • Altocumulus castellanus
  • Altocumulus floccus
  • Altocumulus lacunosus
  • Altocumulus lenticularis
  • Altocumulus stratiformis
  • Altocumulus undulatus.

Nimbostratusskyer

Nimbostratusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Mellem 2000 og 6000 meter over Jordens overflade.

Nimbostratusskyer er kendetegnet ved et tungt, gråt dække, der er tykt nok til at blokere for Solen. De giver normalt langvarig nedbør og kan bedst betegnes som ægte regnvejrsskyer.

Der findes ikke nogen undertyper inden for nimbostratusskyer.

Altostratusskyer

Altostratusskyer
© Earth100
  • Placering på himlen: Mellem 2000 og 6000 meter over Jordens overflade.

Altostratusskyer er et tyndt, gråligt dække af skyer, der enten helt eller delvist dækker himlen. Det tynde skydække betyder, at man som oftest kan se Solen som en tåget, lysende skive.

Altostratusskyer dannes ofte, hvis der er en varmfront på vej.

Der findes ikke nogen undertyper inden for altostratusskyer.

Cirrusskyer

Cirrusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Seks kilometer eller højere over Jordens overflade.

Cirrusskyer er fjeragtige skyer, som også kan være tråd- eller trævleformede eller bestå af parallelle striber med opadbøjede spidser. De er hvide af udseende, men gennemskinnelige.

Cirrusskyer opstår oftest i godt vejr, men kan være tegn på, at en storm er på vej. Derfor var søfolk i gamle dage også opmærksomme på de tilsyneladende uskyldige skyer.

Inden for cirrusskyer findes disse undertyper:

  • Cirrus castellanus
  • Cirrus fibratus
  • Cirrus spissatus
  • Cirrus uncinus.

Cirrocumulusskyer

Cirrocumulusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Seks kilometer eller højere over Jordens overflade.

Cirrocumulusskyer er små, hvide formationer, der ofte optræder i rækker. De kan minde om altocumulus og stratocumulus, men er meget mindre.

Cirrocumulusskyer optræder mest om vinteren i koldt, men klart vejr.

Inden for cirrocumulusskyer findes disse undertyper:

  • Cirrocumulus stratiformis
  • Cirrocumulus lenticularis
  • Cirrocumulus castellanus
  • Cirrocumulus floccus.

Cirrostratusskyer

Cirrostratusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: Seks kilometer eller højere over Jordens overflade.

Cirrostratusskyer er gennemsigtige, hvide skyer, der lægger sig som et slør over himlen. De kan minde om altostratusskyer, men dækket er tyndere, og derfor vil du som oftest kunne se en glorie rundt om Solen gennem skydækket.

Cirrostratusskyer optræder, når der er store mængder vand i den øverste del af atmosfæren.

Inden for cirrostratusskyer findes disse undertyper:

  • Cirrostratus fibratus
  • Cirrostratus nebulosus.

Cumulonimbusskyer

Cumulonimbusskyer
© Shutterstock
  • Placering på himlen: 2000 meter til seks kilometer fra Jordens overflade.

Cumulonimbusskyer, også kaldet bygeskyer, er specielle, da de optræder på tværs af det lave, mellemliggende og øverste luftlag. De opstår af cumulusskyer og ligner dem også i mønster. Cumulonimbusskyer er dog meget større og har ofte en flad top og en mørk bund.

Cumulonimbusskyer er forbundet med voldsomt vejr, og alt efter årstiden kan de give kraftig torden og store mængder regn, sne eller hagl.

Inden for cumulonimbusskyer findes disse undertyper:

  • Cumulonimbus calvus
  • Cumulonimbus capillatus
  • Cumulonimbus incus.

Forskellige farver på skyer

Sollys gør skyer hvide

Skyer får deres farve fra Solens lys.

Hver vanddråbe og iskrystal, som udgør skyernes byggesten, afbøjer Solens lys, så det brydes op i forskellige farver.

Ofte har vanddråberne og iskrystallerne forskellig størrelse, og farverne kastes derfor rundt på en sådan måde, at de blandes og kommer til at fremstå hvide for det menneskelige øje.

Hvide skyer

Sollysets farver blandes i skyernes vanddråber og iskrystaller, og derfor fremstår skyerne hvide.

© Shutterstock

Når det trækker op til regn, bliver skyer som regel mørke, da de fyldes med flere og større vanddråber, som opsuger en stadig større del af lyset.

De store dråber er samtidig tunge og vil derfor samle sig i bunden af regnskyen. Det er forklaringen på, at skyer kan være meget mørke forneden og lysere i toppen.

Skyer kan også fremstå i rødlige, regnbuefarvede eller endda blålige nuancer.

De rødlige skyer ses ofte ved solnedgang eller solopgang, hvor Solen har en lav position på himlen.

Røde skyer ved solnedgang

Rødlige skyer ses ved solnedgang og solopgang.

© Shutterstock

Det betyder, at sollyset skal passere mere atmosfære, hvilket spreder de farver, der har en kort bølgelængde, og efterlader dem, der har en længere bølgelængde.

Da rød og orange har en længere bølgelængde end fx grøn og blå, ender de med at dominere farven på himlen og skyerne.

Regnbuefarvede skyer, også kaldet iriserende skyer, opstår, når sollys afbøjes i mikroskopiske og ensartede iskrystaller.

Det bryder farverne som en stor linse, hvorfor man, under de rette betingelser, kan se alle regnbuens farver.

Regnbuefarvede skyer

Tordenskyer danner ofte iskrystaller på toppen, men det er kun nogle gange, at de opstår i den rette størrelse og kan skabe regnbuefarvede skyer.

© Shutterstock

Blålige skyer kan af og til ses ved daggry eller skumring, hvor Solen er under horisonten og kaster lys opad.

Denne slags skyer dannes meget højt oppe i atmosfæren, og det sollys, der rammer skyerne og reflekteres tilbage på Jorden, skal derfor igennem ozonlaget.

Ozonlaget absorberer rødt lys, men ikke det blå, og derfor får skyerne en blå nuance.

Natlysende skyer

Natlysende skyer, også kaldet noctilucente skyer, ses 80 til 100 kilometer over jorden.

© Shutterstock

Hvordan påvirker skyer klimaet?

Skyer køler kloden ned

Lavtliggende og tætte skyer spiller en vigtig rolle i nedkølingen af klodens atmosfære.

Deres placering på himlen betyder, at de skærmer for Solens stråler, og sammen med andre hvide overflader på Jorden som fx is og sne reflekterer de ca. 30 procent af sollyset tilbage i atmosfæren.

Refleksionen skyldes deres hvide farve. Jo hvidere et objekt er, jo bedre er det til at reflektere sollys tilbage i atmosfæren.

Dette kaldes også for albedo-effekten. Navnet “albedo” kommer af det latinske ord for “hvid”.

Men der er også skyer, som har den modsatte effekt.

Tynde og højtliggende skyer tillader sollys at passere og bremser også den varmestråling, som bliver udsendt fra Jordens overflade, i at fortsætte sin færd ud i universet. Skyerne får derfor en opvarmende effekt.

Modificerede skyer skal bremse den globale opvarmning

I rapporten “Reflecting Sunlight: Recommendations for Solar Geoengineering Research and Research Governance”, der blev udgivet i foråret 2021, fremlægger forskere 329 konkrete teknologier, som alle har til formål at øge den samlede albedo-effekt på Jorden og derved bremse den globale opvarmning.

Et af tiltagene går under navnet “marine cloud brightening” (forkortet MCB) og går ud på at blege lavtliggende skyer over bestemte regioner i verdenshavene for derved at øge deres refleksionsevne.

Bag den foreslåede teknologi er et computerstyret skib drevet af vindkraft, som pumper en ultratynd tåge af havsaltspartikler – aerosoler – op i skydækket.

Tilførslen af de mikroskopiske aerosoler danner mere vanddamp i skyen, hvilket gør skyen i stand til at reflektere større mængder sollys tilbage i rummet.

Manden bag idéen er ingeniør og professor ved The University of Edinburgh Stephen Salter, og han vurderer, at en flåde på 300 af disse skibe vil kunne reducere den globale temperatur med 1,5 grader.

“Ved at spraye ti kubikmeter havsalts-aerosoler ud i skydækket i sekundet vil vi kunne ophæve al den skade, den menneskeskabte globale opvarmning har påført Jorden indtil nu,” siger han til BBC.

Projektet vil dog tage mindst et årti at få stablet på benene – og er i skrivende stund endnu ikke påbegyndt.