Det var ikke kun dig, der svedte i sommeren 2019 – det gjorde hele kloden.
Ifølge den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service har både juli og juni 2019 slået international varmerekord og står nu som nogle af de varmeste måneder i historien.
Begge måneder var præget af intense hedebølger, der sendte temperaturer op over 40 grader i store dele af Vesteuropa.
Dertil var der uregelmæssige høje temperaturer i Afrika og Asien, mens lande som Grønland, Sibirien og Alaska også nåede ekstreme varmeniveauer.
Milliarder tons smeltevand
I Grønland flød der i juli måned hele 197 milliarder tons smeltevand fra den grønlandske indlandsis, hvor normalen for perioden er mellem 60-70 milliarder tons.
Samtidig smeltede massive mængder af is den 31. juli, hvilket betød, at der på 24 timer flød tre gange så meget grønlandsk smeltevand ud i Atlanterhavet som på en normal sommerdag.
De enorme vandmasser blev fanget på video af den prisbelønnede amerikanske videnskabsjournalist Laurie Garrett, da hun var på besøg i byen Kangerlussuaq.
Se hendes video nedenfor
Rekord med marginaler - men
Selvom juli er noteret som den varmeste måned nogensinde, er det kun med 0,04 grader celsius foran juli 2016 og 0,56 grader celsius over den globale gennemsnitstemperatur for måneden.
Alligevel er forskere bekymrede.
For varmen i 2016 var i høj grad påvirket af vejrfænomenet El Niño, der det år var særlig voldsom og sendte globale temperaturer på himmelflugt.
I 2019 var El Niño ikke i nærheden af styrken fra 2016.
Hvor juli kun marginalt slog varmerekord, var juni mere mærkbar.
Her nåede temperaturen 0,1 grader over det globale gennemsnit for måneden og hele to grader over det europæiske temperaturgennemsnit.