Tornadoer jorden rundt
I de nordiske lande har vi skypumper, mens det amerikanske Midtvesten, Østindien eller Bangladesh kan være værter for de voldsomste tornadoer.

Tornadoer kan opstå alle steder på kloden undtagen i de koldeste egne. Men der er heldigvis ikke mange steder i verden, der har det fulde sæt af ingredienser, der skal til for at frembringe de voldsomste tornadoer.
Her skal man enten til det amerikanske Midtvesten eller Østindien og Bangladesh, hvor der i perioder er atmosfæriske forhold til stede, der skaber voldsomme byger. Det kan være det første skridt mod en tornado.
Hvirvel familien
Tornadoen hører med til familien af hvirvler, der dækker over luft i rotation.
Den omfatter alt fra de forholdsvis uskyldige støvhvirvler, der med en udstrækning på få meter dannes af lokal opvarmning på jorden, til store, roterende lavtrykssystemer med en udstrækning på op til flere tusind kilometer.
Tornado i Norden
I de nordiske lande kender vi skypumper, der kan betragtes som små tornadoer. Tornadoen må dog siges at være den kraftigste hvirvelvind overhovedet på Jorden.
Dannelsesprincipperne er for dem alle nogenlunde ens. Ustabilitet i atmosfæren skaber kraftige tordenbyger.
Omkring tordenbygen og inden i den skabes hvirvlerne på grund af en række processer, hvor vindens ændring med højden og kraftig opdrift har de centrale hovedroller, der giver fænomenet sin voldsomme kraft.
Beskyttelse mod tornado
I områder med stor tornadoaktivitet som i USA bliver der hele tiden holdt øje med vejrsituationer, der kan producere tornadoer, og man prøver så godt som muligt at forudsige situationen, så man kan give advarsler i så god tid som muligt.
Men det er svært, selv om man hele tiden bliver lidt bedre, efterhånden som man får bedre og bedre værktøjer.
Hvordan en tordensky udvikler sig, og hvornår den producerer tornadoer, er ikke sådan at forudsige.
I områder, hvor risikoen for tornadoer er til stede, er det derfor nødvendigt at tage stilling til sikkerheden. Mange, der bor i disse områder, har fx bygget specielle beskyttelsesrum til deres familie.
FORSTÅ NATURENS VOLDSOMME KRÆFTER med et abonnement på Illustreret Videnskab