Antarktiske vulkaner kan oversvømme Europa
91 hidtil ukendte vulkaner under den antarktiske iskappe kan snart få millioner af kubikkilometer is til at skride i havet. Hvis det sker, vil en flere meter høj mur af vand permanent begrave store dele af Europa under havets overflade.

Dybt under Antarktis' is lurer en verden af vulkaner.
En skjult verden af vulkaner kan snart smelte Vestantarktis' over to millioner kubikkilometer is.
Indtil 2017 kendte forskerne til 47 vulkaner på det vestlige Antarktis. En ny opdagelse har hævet tallet til 138.
Dermed er det iskolde kontinent indehaver af et af de største vulkanske områder på planeten – en kendsgerning, der bekymrer forskerne.
Katastrofe er sket før
Indtil for 16.000 år siden var Island dækket af omkring en kilometer is. Da den seneste istid sluttede, begyndte isen at smelte, og det fik øens vulkaner til at gå amok – antallet af udbrud steg til op mod 50 gange det normale.
Årsagen var, at afsmeltningen mindskede trykket på de underjordiske magmakamre. Dermed blev magmaen flydende, så vulkanerne kunne gå i udbrud.
De mange vulkanudbrud accelererede formentlig kollapset af den tilbageværende is.
Vand rammer Europa
Global opvarmning kan give isen på Antarktis det skub, der skal til for at sætte gang i områdets vulkaner.
Hvis det sker, kan hele iskappen på Vestantarktis forsvinde. Den medfølgende havstigning er mellem tre og fem meter.
Og selv hvis det kun er de mest sårbare gletsjere, der forsvinder, vil havet stige 1,2 meter – en udvikling, der kan ske på få årtier.
Og katastrofen vil gå hårdest ud over Europa og Nordamerika.
Den vestantarktiske iskappes enorme tyngde trækker i havet omkring den. Men når isen smelter, vil vandet strømme op gennem Atlanterhavet og oversvømme de nordlige kyster.