Dronen bliver målrettet sendt afsted mod vulkankrateret. Den flyver et godt stykke over kraterkanten, og summer stille og roligt ind i den brandvarme gassøjle fyldt med giftige gasarter.
Her opsnuser og afmåler dronen gasarterne fra gassøjlen. På sikker afstand står forskerne og styrer dronen – i stedet for, som normalt, at traske den livsfarlige tur op ad vulkanen for at undersøge gasarterne til fods.
🎬 Flyv med ind i vulkanskyen over Manam:
Et internationalt forskerhold har afprøvet dronen som en metode til at forudse udbrud. Dronen er blevet testet ved den aktive vulkan Manam i Papua New Guinea.
Normalt bruger forskerne satellitter til at overvåge vulkaner, men bl.a. skyer kan stå i vejen for satellitternes udsyn.
Jordskælv kan også indikere, at et udbrud er på vej, men jordskælvet i sig selv kan være farligt for omkringliggende landsbyer, og derfor skal udbruddet helst forudses tidligere.
Svovl og CO2 kan indikere udbrud
Den nye vulkandrone er i stand til at indsamle gasprøver fra røgsøjlen over vulkanen. Ved hjælp af en såkaldt multi-gas-sensor indsamler dronen data om to af de primære gasser fra gassøjlen, kuldioxid (CO2) og svovldioxid (SO2).
Forskerne har fundet ud af, at når mængden af CO2 er øget i forhold til SO2, ligger magmaen lige under jordskorpen – og så kan et udbrud være tæt på.
📸 Droner styrtede og smeltede
Forskerne testede dronerne på den cirkelrunde vulkanø Manam i Bismarckhavet nord for Papua Ny Guinea – men ikke alle forsøg gik som planlagt:
Tests foregik over aktiv vulkan
Manam er den mest aktive vulkan i Papua New Guinea. Her testede forskerholdet dronernes flyvetid, ydeevne og modstandsygtighed.
Første drone lukkede ned i heden
Forud for ekspeditionen til Manam havde forskerne testfløjet nogle droner over en anden vulkan. Varmen over vulkankrateret fik dronerne til at lukke ned.
Ny drone klarede varmen
En anden drone – kaldet Titan – havde større succes over Manam. Titan formåede at måle mængden af kuldioxid og svovldioxid i gassøjlen over vulkanen med sin multigas-sensor.
... men ikke alt gik godt
Faktisk skulle der to Titan-droner til at hente data hjem fra Manams glohede røgsky: Den første prøveflyvning endte i et styrt og en totalskadet drone. Heldigvis klarede den anden Titan-drone at flyve tre succesfulde ture hen over vulkanens krater.
Manam gik i udbrud kort efter
Selvom afprøvningen var en overvejende succes, viste dronen sig endnu ikke god nok til at komme med 100 procent korrekte forudsigelser.
Selve udviklingen af dronen er dog stadig et stort skridt for vulkanforskerne, der nu kan arbejde på at finjustere gas-sensoren på det ubemandede fartøj.
Behovet for at kunne forudse udbrud viste sig tydeligt en måned efter, ekspeditionen forlod Papua New Guinea. Et udbrud forvandlede i 9,5 time Manam til et spyende lavahelvede, mens aske dalede ned og forurenede flere af de omkringliggende landsbyers vandforsyning.
Praktikant bag tasterne
Artiklen er skrevet af vores folkeskolepraktikant Silas Aarestrup Frank.
Vulkaner er Jordens motor
Et andet af målene med ekspeditionen var at blive klogere på vulkanernes rolle som “motor” i kulstofkredsløbet.
Uden kredsløbet ville Jorden ikke kunne holde på varme, og uden vulkaner vil kredsløbet ikke kunne holde sig selv i gang. Så vulkaner er livsvigtige for livet på Jorden.
Læs mere her:
Vulkaner gør kloden beboelig
Store vulkanudbrud skaber akut kaos på kloden, men uden dem ville planeten ende som en kold snebold. Udbruddene holder nemlig gang i kulstofkredsløbet – Jordens indbyggede termostat.
Vulkaner udsender kulstof på gasform, CO₂, til atmosfæren. Kuldioxiden opvarmer kloden gennem sin evne som drivhusgas.
På en varm klode regner det mere. Regnen opsuger CO₂, der går i forbindelse med vandet og skaber kulsyre – H₂CO₃.
Det sure regnvand angriber klippegrundens mineraler. Kulstoffet bliver bundet i bikarbonat-ioner – HCO₃.
Bikarbonat er en grundlæggende byggesten, når havorganismer danner skaller af kalk – CaCO₃. Skallerne ender på havbunden.
Kontinentaldriften trækker havbunden ned i Jordens kappe. Her smelter den delvist og frigiver CO₂, der indgår i magma. Til sidst ender magmaen i et vulkanudbrud.
RESULTAT: Drivhuseffekten justeres
Naturen skruer selv på drivhuseffekten, når klodens temperaturer svinger for meget, og mængden af CO₂ skal øges eller reduceres.
- Når kloden bliver for kold, fordamper mindre havvand. Regn fjerner mindre CO₂ fra atmosfæren. Drivhuseffekten styrkes, og det bliver varmere
- Når kloden bliver for varm, øges fordampningen af havvand, så regn fjerner mere CO2 fra atmosfæren. Drivhuseffekten mindskes, og kloden køler af.