Er nogle vulkaner farligere end andre?

Før en vulkan er farlig, skal der bo nogle i nærheden, den er farlig for. Mt. Erebus på Antarktis, der har været i konstant udbrud siden 1972, er således notorisk ufarlig. Men herudover er en vulkan farlig, hvis den leverer meget store eller eksplosive udbrud.

Hvert år er cirka 50 oversøiske vulkaneri udbrud. Langt de fleste er af den basaltiske type, der sjældent skaber større problemer. Det skyldes, at basaltisk magma flyder villigt og jævnt, men sjældent hurtigere, end at et menneske kan løbe fra den.

Tophastigheden på Mauna Loa, Hawaii, er for eksempel målt til blot 16 kilometer i timen. Enkelte udbrud kommer imidlertid fra vulkaner med rhyolitisk eller andesitisk magma. De magmatyper har et højere indhold af silicium end den basaltiske magma, hvilket giver en sej og tyktflydende magma. De kan skabe en slags prop i vulkanen, der først forsvinder, når trykket er blevet så højt, at vulkanen eksploderer.

Magmaen er imidlertid ikke det eneste, der gør en vulkan farlig. Pyroklastiske skyer af glødende aske kan bevæge sig lynhurtigt ned ad en bjergside efter en vulkansk eksplosion. Sådan en sky udslettede alt liv i Pompeji i år 79.

Der kan også strømme farlige gasser ud af åbninger i vulkanen. Disse vulkanske gasser er skyld i tre procent af alle vulkanrelaterede dødsfald. Endelig kan kraftig regn starte en askelavine. Det skaber dødbringende skred som det, der i 1985 kostede 23.000 livet ved Nevado del Ruiz i Colombia.

Magmaen bestemmer vulkanens styrke

Vulkaner går i udbrud, når der opstår et overtryk af magma i kammeret. De forskellige typer af magma præger udbruddets forløb og farlighed.