Findes der kold lava?
Jeg har hørt, at der findes vulkaner med kold lava. Er det rigtigt? Og hvordan er det forskelligt fra varm lava?

Det er rigtigt, at der findes “kold lava”. De fleste lavaer er flydende ved temperaturer over 900 °C, men i Tanzania findes en vulkan, hvis lava har en temperatur på bare 500 °C.
Vulkanens navn er Oldoinyo Lengai, som på masaiernes lokale sprog betyder Gudernes Bjerg. Den er en del af det vulkanske system, der danner den østafrikanske Riftdal. Lava bliver normalt forbundet med en rødglødende masse af smeltet sten. Men ved Oldoinyo Lengai er lavaen på grund af sin lave temperatur nærmest sort og ligner derfor mere strømmende mudder.