Da lavaen væltede op fra den italienske vulkan Vesuv i år 79, blev de nærliggende byer Pompeji og Herkulaneum begravet under glohed aske. Tusindvis af byboere blev dræbt – indkapslet i asken og frosset i deres dødsøjeblik.
Et øjebliksbillede: Vesuvs ofre smelter
Kl. 01.00, den 25. august, Herkulaneum
Klokken et om morgenen ramte den første af i alt seks glødende, altudslettende askelaviner Pompejis naboby Herkulaneum.
Den lille by lå nordvest for Pompeji og havde pga. vindretningen undgået den stenregn, som var styrtet ned over Pompeji.
Men jordskælv havde i timevis rystet Herkulaneums huse, og mange borgere havde taget flugten.
Flere hundrede var flygtet ned til stranden, hvor de – i håb om redning fra søsiden – tilbragte natten.
De, der var vågne, kunne iagttage, hvordan en kæmpe ildfontæne pludselig væltede ned ad bjergsiden.
Søjlen af aske og sten over Vesuv var begyndt at kollapse, og en 800 grader varm lavine af ophedet aske, glødende klippestykker og giftige gasser buldrede nu ned med 100 km/t.
Ingen kunne undslippe den rødglødende bølge, som tre-fire minutter senere væltede ind over Herkulaneums bymure, gennem gaderne og videre ned mod de flygtende på stranden.
Indtil videre har arkæologerne fundet næsten 300 ofre ved Herkulaneums kyst.
De fleste havde søgt tilflugt i en række bådehuse ud mod stranden.
Udgravede knogler viser, at Herkulaneums indbyggere – modsat Pompejis – ikke døde af kvælning, men derimod af den ufattelige varme.
Flygtningene på stranden omkom på et splitsekund, da lavinen fik deres hud og kød til at fordampe, hjernen til at koge og eksplodere og knoglerne til at splintre som glas.
Blandt ofrene har arkæologerne bl.a. fundet en romersk soldat.
Undersøgelser af hans skelet viser, at trykbølgen fra lavinen var så kraftig, at hver eneste knogle i hans krop var brækket – bortset fra knoglerne i hans indre øre.
Selv de bronze- og sølvmønter, som flere af ofrene havde på sig, smeltede sammen i den intense hede.
I bådehusene har flygtningene kunnet høre den tunge rumlen fra bølgen, som var ved at fortære deres by og deres hjem. Enkelte havde vendt sig imod portåbningen.
De fleste havde dog af frygt vendt hovederne bort, inden bølgen væltede ind og udslettede dem.
Blandt ofrene i bådhusene har arkæologerne fundet en teenagepige – muligvis en slave – som holdt et lille spædbarn helt tæt ind til sin krop i håb om at beskytte det mod den ukendte fare.
Blandt dødsofrene i Herkulaneum var en ca. 20 år gammel mand, muligvis en tempelvagt, der blev udgravet i 1960’erne, liggende nær et rum, hvor kejser Augustus blev tilbedt.
Vi kan umuligt vide, hvad der gik gennem mandens hoved i de døende sekunder, men arkæologer er kommet umanerligt tæt på.
Varme bagte hjernen til glas
I 2018 opdagede forskere mystiske, sorte splinter i mandens kranie – hans hjernemasse – og nu har et italiensk forskerhold fundet velbevarede hjerneceller i det 2000 år gamle væv.
En få millimeter lang glassplint blev fundet i dødsofferets kranie. Splinten består af grå substans fra hjernen, omdannet til glas pga. den voldsomme opvarmning og nedkøling under vulkanudbruddet.
Under vulkanudbruddet blev Herkulaneum på få sekunder indhyllet i en lavine af aske, gas og damp, der omsluttede manden i et tykt lag 500 grader varm, fin aske, som kort efter blev nedkølet og siden blev til sten.
Den hurtige opvarmning og nedkøling omdannede mandens hjernevæv til et glaslignende materiale, der minder om den vulkanske bjergart obsidian. Obsidian dannes, når lava møder kold luft eller vand, og forskerne vurderer, at en lignende såkaldt forglasning, kan have omdannet vævet til de glasagtige splinter.
Hjerne og rygsøjle blev til glas
Forglasning har bevaret hjernen og en stump af rygsøjlen i en ekstraordinært høj detaljegrad, som forskerne nu har undersøgt med elektronmikroskop.
Glasdannelse afslører udbruddets natur
Oftest når hjernevæv bliver bevaret, sker det gennem en proces kaldet forsæbning – som i sæbeproduktion – hvor cellestrukturerne er svære at undersøge. Derfor er fundet af de velbevarede glas-hjerneceller ret enestående og åbner op for nye forskningsmuligheder.
Ifølge forskerne kan undersøgelsen være med til at forhindre katastrofale følger af fremtidige vulkanudbrud, fordi forglasningen understreger askeskyernes fare og voldsomhed.
For arkæologerne, der graver omkring Vesuv, tilføjer opdagelsen ny viden om vulkanudbruddets gru – bl.a. at glasset har nået at hærde, før yderligere lag af aske og pimpsten dækkede Herkulaneum, hvilket viser, at udbruddet ramte i ryk.
