Shutterstock
Vulkan i Geldingadalir skyder med lava

Islandsk vulkan affyrer lavafontæner

En 300 meter høj lavasøjle lyste i starten af maj op i Reykjavik, da et hidtil stabilt vulkanudbrud pludselig slog om i et eksplosivt springvand. For Islands befolkning kan de eksplosive udbrud blive hverdag.

I halvanden måned har den islandske undergrund ved Reykjavik boblet magma op i et bemærkelsesværdigt stabilt udbrud.

Men i weekenden omkring 1. maj skiftede udbruddet pludselig gear og sprøjtede en lavasøjle på 300 meter op i luften fra det største krater ved dalen Geldingadalir.

Lava-springvandet følger et mønster, der antyder, at udbruddet kan vare i 100 år.

Lavasøjler kopierer gammelt mønster

Lavasøjlen kunne ses fra Reykjavik 27 km borte og en regn af lava antændte brande andre steder i bjerglandskabet på den såkaldte Reykjanes-halvø.

VIDEO: Se udsigten fra Reykjavik her

Video

Brandene kan imidlertid også være opstået, fordi magmaen er brudt frem flere steder på halvøen, hvilket myndigheder nu undersøger.

Siden har udbruddet ændret karakter, så eksplosive lavasøjler efterfølges af perioder med lav aktivitet i krateret.

Mønsteret kan indikere, at udbruddet er en tro kopi af det seneste udbrud i området, der fandt sted for 800 år siden.

I så fald kan islændingene godt væbne sig med tålmodighed, for magmaen kan fortsætte med at stige op i 100 år i små, spredte udbrud, hvilket geologiske undersøgelser har vist, var tilfældet sidst lavaen flød på Reykjanes.

I Island er eksperter i vulkaner - vulkanologer og geologer - imidlertid ikke bekymrede over udviklingen. Grundlæggende set opfører udbruddet sig nemlig nu, som eksperterne forudså, da undergrunden i marts begyndte at skælve.

Omvendt har den hidtidige stabilitet undret, fordi den ikke stod mål med den omfattende seismiske aktivitet før udbruddet.

Hvis magmaen er brudt frem flere steder, er det ligeledes tegn på, at udbruddet forløber som forudset.

Magma finder vej gennem Jordens lag via såkaldte intrusioner

Magma stiger op fra magmakammeret (3) og danner forskellige såkaldte intrusioner (1,2, 4-7), der enten gennemhuller jordlagene eller siver ind langs dem, hvor magmaen typisk størkner. En slags intrusion, kaldet lakkolit (1) kan hæve jordoverfladen op og hvis trykket er højt nok gennembryde den.

© Motilla/Wikimedia Commons

Nye udbrud kan være på vej

Lavaspringvandet kan faktisk være et tegn på, at udbruddet er ved at stilne af, fortæller en professor i vulkanologi til det islandske statsmedie RÚV.

Et udbrud på Reykjanes-halvøen danner nemlig en tynd lavastrøm som et resultat af den lokale undergrund af stenarten basalt. Denne type magma har svært ved at opbygge samme tryk på vejen op og udløser derfor ikke samme eksplosioner som andre stenarter.

Men når udbruddet aftager, løber lavaen langsommere væk og størkner derfor som en prop på jordoverfladen. Når trykket af gas i magmaen nedenunder bliver for stort, skyder lavaen op som en fontæne.

Ifølge eksperter er det sandsynligt, at vi kun har set begyndelsen. De spår, at nye udbrud vil bryde frem i mange hundrede år og advarer mod at tro, at den værste fare er drevet over.

VIDEO: Se udbruddet udvikle sig live her:

Video