Norden blev skabt i et sandt helvede

Jorden sprækker. En flere milliarder tons tung klippeblok dundrer hundreder af meter ned i undergrunden og afslører et hav af kogende magma.

Mens magmaen stiger op og fylder sprækken, går de nærliggende vulkaner i udbrud med et brøl.

Aske og glødende pimpsten fylder luften, mens reptiler og leddyr desperate flygter fra det glohede inferno – eller bliver stegt levende.

For 285 mio. år siden var Norge, nærmere bestemt Oslo, et helvede på jord. Superkontinentet Pangæa var ved at bryde op, og kræfter dybt nede i jorden forsøgte at flå Norden fra hinanden.

Men vores ældgamle grundfjeld satte stædigt hælene i og nægtede at afgive det, der i dag er de vestlige 80 procent af Norge.

Til sidst opgav de pladetektoniske kræfter at flække Norden. Pangæa brød i stedet op længere mod vest og gav Jorden sine nuværende kontinenter og ikke mindst et nyt ocean, Atlanterhavet.

Norden, som vi kender det, var født.

Men faktisk begynder vores dramatiske historie langt tidligere. Nye undersøgelser viser nemlig, at Nordens geologiske historie strækker sig over størstedelen af Jordens levetid – og det er ikke gået stille for sig.

Norden ligger på et klippeskjold

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at Norden geologisk set ikke er det samme som den kulturelle region, der omfatter Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark.

Island og Danmark ligger nemlig ikke på den stabile klippegrund, der bærer navnet Det Fennoskandiske Skjold.

Island ligger langt mod vest i Atlanterhavet og består af unge lavabjergarter, der konstant sprutter ud fra Jordens indre.

Faktisk rider øen direkte oven på den enorme midtoceanryg, som opstod, da Pangæa brød op, og Jordens kræfter ikke kunne flå Norge fra hinanden. I oceanryggen opstår konstant ny havbund, som skubber den europæiske og den nordamerikanske kontinentalplade længere fra hinanden.

Danmarks tilknytning til Det Fennoskandiske Skjold er lidt mere ulden, for selvom der er grundfjeld under Danmark, ligger det så dybt, at danskerne bogstavelig talt er på gyngende grund.

Mere om det senere.

For at forstå, hvordan Norden blev til, og hvorfor den ser ud, som den gør i dag, har forskerne sporet sig ind på afgørende begivenheder i regionens historie.

Begivenheder, som bl.a. har skabt bjerge så høje som Himalaya og en usårlig korkprop, der har surfet kloden rundt i flere milliarder år.

Norge blev presset 10 km i vejret

Gentagne gange i klodens historie er Norden blevet klemt, trykket og mast. Og når en landmasse bliver klemt, indfinder fænomenet bjergkædefoldning sig.

Bjergkædefoldninger er en af de måder, nye bjergkæder bliver bygget på. Foldningen sker, når to kontinenter kolliderer og kun langsomt bremser ned.

Kollisionen maser klippen sammen, så den både skyder i vejret som en bjergkæde og trykkes nedad som en køl under kontinentet – et fænomen, som lige nu foregår mellem den indiske og den asiatiske kontinentalplade, som trykker Himalayabjergene i vejret.

Analyser viser, at Det Fennoskandiske Skjold mindst seks gange har været igennem sådanne bjergkædedannelser.

Den tidligste bjergkæde rejste sig for 3,1 mia. år siden, mens den seneste bjergkædefoldning fandt sted for ca. 425 mio. år siden. Her stødte fortidskontinenterne Baltica, der husede Norden, og Laurentia, som udgør hovedparten af Nordamerika, sammen.

Sværvægtsbraget var blot et af mange, der var med til at forme superkontinentet Pangæa.

Kollisionen pressede de norske fjelde så voldsomt i vejret, at en bjergkæde højere end nutidens Himalaya rejste sig, hvor det meste af Norge ligger i dag.

Sammenstødet havde også en anden effekt, som giver forklaringen på, hvorfor størstedelen af Danmark adskiller sig geologisk fra sine skandinaviske broderlande.

De to kontinenters kollision skabte nemlig en gigantisk lodret forskydning i grundfjeldet, en såkaldt forkastning, der løber fra sydøst mod nordvest, hen over Skåne i det sydlige Sverige og det nordligste af Jylland.

Hvor grundfjeldet ligger helt oppe ved jordoverfladen på den svenske side af forkastningen og giver fast grund under fødderne, befinder det sig så langt som 10 km nede på den danske side.

Det betyder, at Danmark hviler på en 10 km tyk pakke af sten, grus, sand, ler og kalk.

I dag er forkastningen næsten inaktiv, men i lange perioder har den været storleverandør af kraftige jordskælv, der har rystet Norden.

Sammenstød gav kernen evigt liv

Da Norges Himalaya havde rejst sig, sled vind og vejr bjergene ned igen. Geologerne kalder processen for erosion, som altså i tidens løb har barberet omkring otte kilometer af de norske fjelde.

Men det er kun i højden, at Norden er blevet mindre.

Det Fennoskandiske Skjold er nemlig vokset i areal ved at opsamle vulkanske mikrokontinenter, der nærmest er blevet svejset fast på grundfjeldet.

Små og store kollisioner har også haft en anden effekt, som forskerne først for nylig er blevet klar over.

Sammenstødene var nemlig med til at beskytte den oprindelige kerne af Det Fennoskandiske Skjold, det såkaldte kraton.

Kratoner udgør nogle af de ældste dele af planeten. Enkelte steder er klippen næsten 4,3 mia. år gammel, fx nær Hudson Bay, Canada.

Fordi kratonerne består af meget let jordskorpe, flyder de op over det underliggende lag kaldet kappen – fuldstændig som en korkprop eller et tomt skib på vand.

I to undersøgelser fra 2019 og 2020 viste et hold forskere under ledelse af den indiske geofysiker dr. Jyotirmoy Paul gennem computermodellering, at kratonerne typisk er både meget stivere og meget tykkere end den omgivende klippe.

Og jo stivere og tykkere jordskorpen er, desto sværere har kloden ved at tvinge dem ned i de revner, hvor jordskorpen destrueres, de såkaldte subduktionszoner.

Hver gang to landmasser støder sammen, bliver de begge kortere og tykkere. Og da Det Fennoskandiske Skjold har gennemgået mindst seks store kollisioner, har landmasserne nået en tykkelse på helt op til 65 kilometer og er dermed blevet ekstremt levedygtige.

Præcis hvornår den tykke og sejlivede kraton under Norden opstod, har længe været et mysterium, men nu har russiske forskere fundet svaret.

Skandinavien var et tropeparadis

Et forskerhold ledet af geologen dr. Tamara Bayanova undersøgte i 2020 små og ultrastabile krystaller af mineralet zirkon.

Krystallerne stammede fra den russiske Kolahalvø, som udgør den østligste del af Det Fennoskandiske Skjold.

Bayanova daterede krystallerne, og dermed Norden, til en alder på mindst 3,73 mia. år, hvilket gør det til noget af det ældste landjord på kloden.

Og ikke alene er vores grundfjeldsskjold ældgammelt og sejlivet. Analyser viser også, at det har rejst Jorden rundt som en puslespilsbrik og har været del af stort set samtlige superkontinenter, geologerne kender.

Det ved forskerne takket være mikroskopiske magneter fastfrosset i tiden.

Magneterne består af mineralkorn, der steg op til overfladen fra Jordens indre som magma. Enten kom kornene ud af en vulkan som lava, eller også størknede de til klippe, inden de brød jordoverfladen.

Mens magmaen størknede, trak Jordens magnetfelt i de magnetiske mineralkorn, som rettede ind efter feltet. Og når klippen så var helt størknet og kold, blev mineralernes magnetiske retning låst fast for al fremtid.

Derfor kan geologerne i dag aflæse kornenes retning og analysere sig frem til, hvor på kloden mineralet befandt sig, da det størknede. Og ved at datere klippen kan geologerne endda sige, hvornår det skete.

Konklusionen er, at Skandinavien en stor del af tiden har befundet sig i det, der i dag er Stillehavet, og i perioder har været et tropeparadis, som lå tæt på nutidens Hawaii.

De mange positioner har undervejs givet interessante naboskaber med andre sejlivede landmasser.

I forbindelse med superkontinentet Rodinia for 900 mio. år siden hørte så eksotiske destinationer som nutidens Vestafrika, Congo og Amazonas fx til vores nærmeste naboer.

Norden fortsætter uden os

I dag er kontinenterne langt fra hinanden, og landmasserne er ved nå den maksimale adskillelse. Det betyder, at kontinenterne i løbet af de næste 50-100 mio. år igen vil begynde at samle sig.

Den amerikanske geolog og palæogeograf Christopher Scotese vurderer, at kontinenterne vil samle sig i et nyt superkontinent, som han har døbt Pangea Proxima, “det næste af al jord”.

Afrika vil fortsætte sin bevægelse mod nord og få en ny bjergkæde kaldet Middelbjergene til at rejse sig i Centraleuropa. Sammenstødet får kontinentet til at rotere med uret, så Norden bevæger sig mod nordøst.

Australien driver ligeledes nordpå og opsluger alle de større øer i Oceanien, mens Grønland roterer op nord for Nordamerika, som bliver landfast med Asien.

En subduktionszone vil åbne sig langs den amerikanske kyst og opsluge Atlanterhavets havbund. Åbningen af oceanet mellem Europa og Nordamerika, der gav Norge kamp til stregen, spoles altså tilbage igen.

Scotese anslår, at kontinenterne igen vil være samlet om 250 mio. år, men denne gang uden at Norden kommer i klemme.

Vores lille grundfjeldsskjold vil nemlig ligge langt mod nord, roteret ca. 120 grader med uret, så kysterne nu vender ud mod det verdensomspændende Stillehav.

Hvad der derefter sker, er usikkert.

Pangea Proxima bliver næppe klodens sidste superkontinent, så det oldgamle Norden vil formentlig igen rive sig løs og tage på endnu en rejse hen over kloden.