Coronavirus

2020 – året, der gik i videnskabens verden

Coronaen har sat sit altoverskyggende præg på 2020 – men heldigvis har året også budt på massevis af lyspunkter fra forskernes verden. Tag med på en tur i videnskabens forrygende verden.

Coronaen har sat sit altoverskyggende præg på 2020 – men heldigvis har året også budt på massevis af lyspunkter fra forskernes verden. Tag med på en tur i videnskabens forrygende verden.

EFFEKTIVE CORONAVACCINER UDVIKLET PÅ REKORDTID

Menneskeheden kan drage et lettelsens suk, da medicinalfirmaet Pfizer den 9. november præsenterer en vaccine, der i forsøg på over 40.000 mennesker har vist sig at beskytte ni ud af ti mod coronavirus.

Normalt bruger forskerne 10-15 år på at udvikle en ny vaccine, men Pfizer benytter sig af et nyt og relativt simpelt princip, der med en snydekode forvandler immunforsvaret til en slags indre vaccinefabrik.

Kort efter Pfizers gennembrud melder endnu to lovende vaccinekandidater sig på banen. Udsigten til en snarlig afslutning på corona-mareridtet tegner dermed lys.

corona vaccine

FRYGTINDGYDENDE DINOSAUR LEVEDE UNDER VAND

I Marokkos ørken har palæontologer fundet fossilerne af verdens første svømmende dinosaur – en kraftig hale og knusende kæber gjorde den 15 m lange spinosaurus til flodernes frygtindgydende hersker.

Verdens første svømmende dinosaur

HAVFORSKER BYGGER OCEANERNES SVAR PÅ RUMSTATIONEN ISS

En international rumstation – bare dybt under havets overflade. Sådan lyder det storstilede projekt, som den franskfødte dykker og miljøforkæmper Fabien Cousteau præsenterer den 22. juli.

Ca. 18 m nede i dybet ud for den caribiske ø Curaçao vil Cousteau bygge havets svar på ISS i form af Proteus, som er et avanceret undervandslaboratorium på 372 m2 – samme størrelse som en velvoksen villa.

Op til 12 forskere skal arbejde og bo i dybet, mens de nærstuderer oceanernes dyr og planter. Proteus bliver verdens i særklasse største undersøiske forskningsstation og er mere end fire gange større end hidtidige undervandshabitater.

Basen i dybet skal indeholde forskellige laboratorier, sovekabiner, køkken, opholdsrum, badeværelser og verdens første undervandsdrivhus, hvor beboerne kan dyrke deres egne grøntsager.

Fabien Cousteau følger i slipstrømmen af sin berømte farfar, undervandsforskeren, forfatteren og filmproducenten Jacques Cousteau, der var konge af dybhavet.

ROVER SKAL LEDE EFTER LIV PÅ MARS

Den 58 m høje og 531 tons tunge Atlas V-raket skyder 30. juli til vejrs fra affyringsrampen i Cape Canaveral i Florida.

Ombord er roveren Perserverance, der efter en knap syv måneder lang rejse skal lande i Jezero-krateret på Mars.

Den sekshjulede rover er på størrelse med en bil og skyder en topfart på blot 152 meter i timen.

Med sine talrige kameraer og avancerede instrumenter skal den selvkørende robot lede efter forhistorisk liv på og under Mars’ overflade.

Som noget banebrydende nyt har roveren selskab af en minihelikopter, den blot 1,8 kg tunge Ingenuity, der skal fungere som spejder for Perseverance. Helikopterens batteri tillader en daglig flyvetur på op til 90 sekunder.

Fartøjet skal udforske terrænet, teste flyveforholdene og fungere som spejder for roveren.

LÆGE REDIGERER FOR FØRSTE GANG GENER DIREKTE I KROPPEN

En amerikansk læge anvender gensaksen CRISPR direkte i kroppen ved et banebrydende indgreb, der skal give en blind patient synet tilbage.

Fremover kan teknikken bruges til at helbrede en lang række arvelige sygdomme.

At få en virus sprøjtet direkte ind i øjet lyder ubehageligt. Men hos en amerikansk patient tænder indsprøjtningen den 4. marts 2020 bogstaveligt et lys i mørket og får samtidig forskere verden over til at juble.

Virussen er nemlig designet i laboratoriet og lastet med molekylære værktøjer, der skal rette en medfødt genetisk fejl, som har gjort patienten blind.

Det er første gang nogensinde, lægerne bruger genredigeringsteknikken CRISPR direkte i menneskekroppen, og gennembruddet giver håb om, at lægerne snart vil kunne kurere andre arvelige sygdomme ved at ændre i patienternes syge gener.

ILLUSTRERET VIDENSKABS ÅRBOG FOR 2020

Illustreret Videnskabs store årbog giver dig et levende overblik over hele året. Glæd dig til timevis af underholdning med årets mest lovende opfindelser, vigtigste opdagelser og største dramaer.

Bogen bugner af tankevækkende artikler og fængende billeder – du kan bl.a. læse om disse nyheder:

  • Soldreven katamaran støvsuger verdens floder for plast
  • Gigantisk dinosaur svømmede og jagede under vand
  • Dansende stjerne bekræfter Einsteins spådomme
  • For første gang redigerer lægerne gener direkte i kroppen
  • Avanceret rover skal lede efter livstegn på Mars
  • Luftens nye lyn skruer ned for overlydsbraget
  • Havforsker bygger oceanernes svar på rumstationen
  • Oxfordforskere tester covid-19-vaccine
  • SpaceX sender astronauter til ISS
  • Kunstig sol skal løse klodens klimaproblemer