Loyal, beskyttende, social og altid glad for at se dig. Hunden har været menneskets følgesvend i 18.000 år, og det er ikke uden grund.
Har du hund, overvejer du at få en hund, eller vil du bare være bedre klædt på, næste gang du uforvarende havner midt i en debat om kæledyr, så er der nagelfast opbakning at hente hos videnskaben:
1. En hund får dig til at le

Hundeejere griner ganske enkelt mere og oftere, viser en undersøgelse foretaget af Robin Maria Valeri og publiceret i Society & Animals i 2015. Rapporten baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, hvor fire adskilte grupper skulle registrere, hvor ofte de grinede i løbet af en dag.
Den ene gruppe bestod af hundeejere, den anden gruppe bestod af katteejere, den tredje gruppe bestod af ejere af både en kat og en hund, mens den sidste gruppe bestod af mennesker uden hverken kat eller hund.
Resultatet blev, at hundeejerne og ejerne af både kat og hund registrerede flere episoder, hvor de havde grinet, end de to andre grupper gjorde.
2. En hund forbedrer dit helbred

Eksponering for støv fra en hund kan medføre gavnlige forandringer i tarmens bakterier og ruste børn mod infektioner og allergier viser en undersøgelse.
Børn, som helt fra spæde vokser op i et hjem med hund, kan have mindre risiko for at udvikle astma og allergier, end børn, der vokser op i hjem uden hund.
Og videnskaben kan endda forklare hvorfor.
En undersøgelse på mus, udført af forskere fra University of California San Francisco i 2013, viser, at eksponering for støv fra et hus, hvor der bor en eller flere hunde, medfører forandringer i musenes mave-tarm bakteriekultur.
Specifikt udviklede musene en større mængde bakterier, der er vitale i beskyttelsen af luftvejene mod allergener og luftvejsinfektioner.
3. En hund gør dig mere social

Forskere fra de engelske universiteter, University of Liverpool og University of Bristol, offentliggjorde i 2007 en rapport, som slår fast, at hundeejere har en større personlig kontaktflade med andre mennesker, end de, der ikke har hund.
Rapporten angiver blandt andet som mulig grund, at hundeejere, som lufter deres hund, er mere tilbøjelige til at rende ind i andre hundeejere på samme mission - og ikke mindst interagere med disse.
4. En hund giver dig øget selvværd

En ældre undersøgelse fra 2001 viser, at hundeejere bl.a. oplever mindre angst end ikke-hundeejere.
Et studie fra 2001 publiceret af American Psychological Association påviser en direkte sammenhæng mellem ejerskab af en hund og et øget selvværd.
Forskerne fulgte en gruppe nyslåede hundeejere og holdt resultaterne op mod en sammenlignelig gruppe uden hund - og efter 10 måneder blev grupperne analyseret.
Her viste både adfærd og udsagn fra hundeejerne, at de oplevede en forøgelse af selvværd, havde øget fysisk aktivitet og oplevede langt mindre angst - særligt for kriminalitet.
5. En hund holder dig i form

At hundeejere får mere motion giver næsten sig selv, da sådan en størrelse jo skal luftes. Men faktisk viser det sig, at mængden af motion er større og vigtigere end umiddelbart antaget.
I en rapport fra 2011 slår forskere fra Michigan State University fast, at 60% af undersøgte hundeejere motionerede nok, mere eller langt mere end de sundhedsmæssigt anbefalede mængder.
Samtidig viser forskning fra George Mason University, at ældre mennesker, der lufter hund, er i langt bedre fysisk form end tilsvarende ældre, der går ture alene eller med andre mennesker.
6. En hund forøger livsglæden

På grund af sin sociale og loyale flokmentalitet ser de fleste hundeejere hunden som godt selskab. Men for én bestemt befolkningsgruppe har videnskaben påvist, at hunden ligefrem øger livsglæden.
Forskere ved School of Veterinary Medicin ved University of California har undersøgt graden af ældre menneskers livskvalitet og livsglæde ved at have en hund.
Resultaterne, der er offentliggjort i Journal of Social Psychology, viser, at ældre mennesker, der ejer en hund, føler sig mindre utilfredse med deres sociale liv end tilsvarende ældre uden hund.
Samtidig slår undersøgelsen fast, at de ældre med hund har en bedre fysik og ikke mindst et bedre psykisk helbred end deres jævnaldrende uden hund.
7. En hund modvirker depression

Det bliver kaldt alt fra krammekemikaliet til kærlighedsstoffet. Hormonet oxytocin produceres i den nederste del af mellemhjernen i et område kaldet hypothalamus. Og undersøgelser har vist, at hundeejere producerer hormonet blot ved at skabe øjenkontakt med deres firbenede ven.
For en hundeejer giver det en intens lykkefølelse blot at se på hunden og skabe øjenkontakt med den.
Faktisk viser en undersøgelse udført af forskere fra Azabu University i Japan i 2009, at hundeejeres hjerne reagerer på øjenkontakten ved at frigive hormonet oxytocin, der giver en stærk lykke- og samhørighedsfølelse.
Oxytocin, som typisk frigives ved tæt social eller fysisk kontakt, har vist sig egnet til behandling af skizofreni og testes klinisk for behandling af både depression og post-traumatisk stress.
Et forskerhold ved Department of Psychology ved Miami University har dog allerede i en undersøgelse fra 2011 påvist, at hundeejere med stærke sociale bånd til deres hund viser en reduceret tendens til depression.