Amerikansk forskning: Fedt kan bremse kræftceller

En undersøgelse tyder på, at indsprøjtninger med såkaldt brunt fedt kan standse kræftcellers spredning i kroppen.

Ved at sprøjte brunt fedt ind omkring kræfttumorer, kan man fratage kræftcellerne deres næring og dermed bremse deres vækst, mener amerikanske forskere. Her er det en illustration af kræftceller.

Knap 10 millioner dør årligt af kræft på verdensplan, og i EU-landene er kræft den næsthyppigste dødsårsag efter hjertekarsygdomme.

Derfor har forskere verden over i årevis jagtet virksomme behandlinger, der effektivt kan slå de dødelige cancerceller ihjel.

Nu peger et hold amerikanske forskere på en ny, usædvanlig teknik, der har vist sig at kunne mindske kræftcellernes spredning i kroppen markant.

Forskernes resultater er helt nye, og derfor er de endnu ikke blevet fagfællebedømt i en såkaldt peer-review-proces.

Den atypiske komponent i undersøgelsen er brunt fedt, som forskergruppen sprøjtede ind omkring kræfttumorer i laboratoriemus - og som viste sig effektivt at kunne hindre kræften i at vokse.

Brunt fedtvæv adskiller sig nemlig fra hvide fedtceller ved at forbrænde næringsstoffer som fedt og sukker og omdanne energien til varme. I forskernes forsøg viste det sig derfor, at de brune fedtceller forbrændte det brændstof - eksempelvis sukker - som kræftcellerne under andre omstændigheder ville tære på for at vokse.

Voksede mindre med brunt fedt

Helt konkret omdannede forskerne hvide fedtceller til brune fedtceller ved at skrue op for et særligt gen i cellerne kaldet UCP1.

Derefter sprøjtede forskerne menneskelige bryst-, prostata- eller bugspytkirtelkræftceller ind i en gruppe laboratoriemus for at danne kræfttumorer i musene.

Rundt om tumorerne injicerede forskerne henholdsvis hvidt fedt og det genredigerede brune fedt. Og resultaterne viste, at de tumorer, der var omgivet af brunt fedt, voksede til mindre end halvdelen af størrelsen af de tumorer, der var omgivet af hvidt fedt.

© Shutterstock

To typer fedt

I en anden del af forsøget implanterede forskerne manipuleret brunt fedt ved siden af brysterne eller bugspytkirtlerne hos mus, som var blevet genetisk manipuleret til at udvikle kræft i de pågældende vævsgrupper.

Også her var resultatet, at de mus, der fik sprøjtet brunt fedt ind omkring deres tumorer, udviklede markant mindre tumorer end de mus, der havde fået indsprøjtninger med hvidt fedt.

Ingen af musene oplevede umiddelbart bivirkninger.

Mens behandlingen har vist sig at kunne bremse kræftcellerne, har den dog foreløbig ikke kunnet udrydde cancercellerne fuldstændig.

Derfor arbejder forskerne bag undersøgelsen nu videre på at se, om de ved at manipulere andre gener i fedtcellerne kan gøre behandlingen endnu mere effektiv.

Samtidig understreger forskerne, at det på sigt er vigtigt at finde ud af, præcis hvor stor en mængde af brunt fedt, der skal injiceres for at inddæmme kræftcellerne. Sprøjter man for store doser ind, risikerer man nemlig, at det brune fedt resulterer i et uforholdsmæssigt stort vægttab.