Mennesket kan ikke overleve uden fedtvæv i kroppen. Der er imidlertid to slags fedtceller – de hvide og de brune – og det er de brune, der er interessante.
De hvide fedtceller lagrer blot overskydende kalorier i form af topmave og "dansehåndtag". De brune fedtceller kan derimod omdanne kalorierne til kropsvarme.
Derfor kom det som en glædelig overraskelse, da forskere fra Scripps Research Institute i Californien opdagede, at lægemidlet zafirlukast, som normalt anvendes til behandling af kronisk astma, stimulerer kroppens egen dannelse af det gavnlige, brune fedtvæv.
ADVARSEL: Brug aldrig højere dosis medicin end angivet af din læge. Zafirlukast er giftigt i høje doser.
Danner brune fedtceller i kroppen
I forsøg med cellekulturer viste det sig, at astma-medicinen satte gang i dannelsen af brune fedtceller ud fra præadipocytter, også kaldet precursor-fedtceller.
Samtidig var lægemidlet i stand til at omdanne allerede eksisterende hvide fedtceller til brune fedtceller.
Udskiftningen af hvidt fedtvæv med brunt fedtvæv er på alle måder ønskelig og kan afhjælpe ubalancer i stofskiftet, der ellers kan øge risikoen for blandt andet fedme og diabetes.

Ét gen afgør, hvor mange brune og hvide fedtceller, mus har, og dermed hvor slanke, de bliver. Til venstre i billedet, ser du de brune fedtceller og til højre de hvide fedtceller.
Giftigt i høje doser
Udfordringen med zafirlukast er imidlertid, at medicinen er giftig i høje doser.
Derfor var forskerne nødt til at gå lægemidlet efter i sømmene for at finde frem til den nøgle eller mekanisme, som var ansvarlig for midlets virkning på fedtcellerne.
Her udpegede de et naturligt stof i kroppen, der dannes og forbruges ved reaktioner i en celle - en såkaldt metabolit, som havde samme effekt som zafirkulast, men uden præparatets bivirkninger.
Vil aktivere nøglen uden medicin
Forskerne anvendte en særlig screenings-metode kaldet DIAM, drug-initiated activity metabolomics.
Efter grundigt at have studeret tusinder af forskellige metabolitters virkning fandt de frem til myristoylglycin, der som den eneste stimulerede dannelsen af brune fedtceller uden at skade cellerne.
Kroppen danner myristoylglycin naturligt i forbindelse med behandling med zafirlukast. Men som en af forskerne bag den nye opdagelse, Gary Ziusdak, forklarer:
”Det fantastiske ved nu at have identificeret denne metabolit er, at vi nu kan udføre mere omfattende forskning i myristoylglycin uden at skulle gøre brug af astma-medicinen.”