Bittesmå stykker plast kan spores i hjernen efter 2 timer
Opsigtsvækkende undersøgelse viser, at såkaldt nanoplast kan trænge ind i musehjerner allerede efter to timer. Nu har forskerne et bud på, hvordan plastikpartiklerne trænger derind.
Mikroplast er små stykker af plastik, som måler under 0,5 mm i diameter, mens nanoplast er betegnelsen for de mindste stykker, som måler mindre end 0,0001 mm i diameter.
Mikroplast findes næsten overalt. Det findes blandt andet i øl, sukker, fisk, honning og drikkevand, men i høj grad også i verdenshavene.
Det betyder, at fisk, havpattedyr, skildpadder og havfugle, som indtager mikroplast kan opnå en falsk følelse af mæthed.
Derudover kan det blokere for, at dyrene kan optage næring gennem tarmene, hvilket I sidste ende kan betyde, at de dør af sult.
Problemet med mikroplast i dyr begrænser sig imidlertid ikke kun til deres tarmsystem. En østrigsk undersøgelse viser nemlig, at mikroplast allerede kan spores i musehjerner 2 timer efter det er blevet indtaget. Og det kan vise sig relevant for os mennesker.
“Når plastikpartikler finder vej til hjernen, kan risikoen for inflammation og måske også for sygdomme som Alzheimers og Parkinson meget vel stige,” siger Lukas Kenner, som er professor i patologi ved Medizinische Universität i Wien til Neuroscience News.
Bryder barrieren
Tidligere forskning har for længst påvist, at mikroplast (mindre end 5 mm i diameter) og nanoplast (mindre end 0,0001 mm) kan bevæge sig rundt i kroppen.
Der har imidlertid hersket tvivl om, hvorvidt de små partikler var i stand til at trænge ind i hjernen ved at bryde gennem blod-hjerne-barrieren, som adskiller hjernevævet fra blodet. Men den tvivl mener forskerne nu at kunne mane til jorden.
Ved at overvåge mus, som de fodrede med mikroplast og nanoplast, har de fulgt plastikpartiklernes rejse gennem kroppen.
Efterfølgende prøver viste, at nanoplast havde fundet vej til hjernen ved at trænge gennem blod-hjerne-barrieren inden for to timer.
Ved hjælp af computersimulation kunne forskerne desuden identificere en særlig overfladestruktur, som med hjælp fra en række kolesterolmolekyler fungerer som en form for transportbånd.
Og det er altså dette transportbånd de små plastikpartikler benytter sig af på deres færd mod hjernen.
Med den viden håber forskerholdet på at kunne øge vores bevidsthed om mikro- og nanoplast, og hvordan det påvirker vores kroppe.
“For at minimere potentielle skader på klima og mennesker er det altafgørende at begrænse produktionen og brugen af mikro- og nanoplast, mens der forskes yderligere i virkningerne af disse plasttyper,” siger Kenner.