Det er ikke længere kun forbeholdt filmstjerner og andre kendisser at få glattet rynkerne i panden med botox.
Tværtimod er behandlingen blevet både mere almindelig og mindre tabubelagt gennem de seneste år.
Men forskning peger på, at den foryngende indsprøjtning kan få utilsigtede konsekvenser.
Når man får botox sprøjtet ind under huden i ansigtet, kan det nemlig ændre den måde, som hjernen fortolker andre menneskers følelser på, viser en amerikansk undersøgelse.
Efterligning hjælper hjernen
Forklaringen er koblet til udtrykket “facial feedback,” der dækker over, at mennesker, når vi ser en persons ansigt, per automatik efterligner udtrykket, der møder os.
Det er en ubevidst proces, men ikke desto mindre er den vigtig. For når vores ansigtsmuskler efterligner en anden persons udtryk, bliver der samtidig sendt signaler til vores hjerne, som hjælper os med at fortolke det ansigtsudtryk, vi møder.
Med andre ord er mekanismen vigtig for vores forståelse af, hvordan andre mennesker har det. Men når man får sprøjtet botox ind under huden, mister man en del af sin mimik - og dermed også evnen til at afkode andres.
Dine muskler spejler ansigtsudtryk
Hvis dit ansigt bliver lammet, kan du få svært ved at aflæse andres ansigter. Flere forsøg peger på, at vores ansigtsmuskler spiller en vigtig rolle i tolkningen af andres ansigtsudtryk.

Dit ansigt spejler andres glæde og vrede
Når du ser en vred person, opstår der aktivitet i musklen corrugator supercilii, som trækker dine øjenbryn nedad.

Dit ansigt spejler andres glæde og vrede
Når du ser en glad person, aktiveres musklen zygomaticus major, som er involveret i at trække mundvigene opad, når du smiler.
Det påviste de amerikanske forskere i en undersøgelse, der involverede 10 kvinder i alderen fra 33 til 40 år, der alle fik botox-injektioner i panden som en del af forsøget.
Både før og efter indsprøjtningerne, viste forskerne kvinderne en række billeder af ansigter, der så henholdsvis glade, vrede og neutrale ud.
Mens kvinderne så på billederne analyserede forskerne deres hjerner ved brug af såkaldt funktionel magnetisk resonansbilleddannelse - en scanningsteknik, der bruges til at måle aktivitet i hjernen.
Evne til at genkende ansigter
I deres data kunne forskerne se, at aktiviteten ændrede sig i kvindernes amygdala, altså det center i hjernen, der har betydning for bearbejdning af følelser som f.eks. frygt, efter de havde fået indsprøjtninger med botox. Ændringerne gjorde sig både gældende, når kvinderne kiggede på vrede og glade ansigter.
Samtidig var der ændringer i den del af hjernen, der kaldes fusiform gyrus, og som blandt andet er forbundet med vores evne til at genkende ansigter. Her gjorde den ændrede respons sig gældende, idet kvinderne blev præsenteret for glade ansigter.
Undersøgelsen, der er publiceret i Scientific Reports, føjer sig til tidligere forskning på området, der har indikeret samme bivirkning ved den opstrammende botoxbehandling.