Shutterstock

Dårlig søvn kan give blodpropper

Dårlig søvn over en længere periode kan føre til øget risiko for åreforkalkning og blodpropper, viser en ny undersøgelse. Årsagen skal ifølge forskerne findes i et signalstof i hjernen kaldet hypokretin.

En ordentlig nattesøvn er vigtig for dit helbred, og undersøgelser viser, at folk, der sover dårligt, bl.a. har øget risiko for åreforkalkning og blodpropper. Nu har forskere afsløret hvorfor.

Åreforkalkning opstår, når fedtstoffer sætter sig på indersiden af blodårerne i klumper, som gør det svært for blodet at passere. Endnu værre bliver det af, at immunforsvaret reagerer ved at udsende hvide blodceller, som bidrager til blokaden.

Forskere fra Harvard Medical School i USA undersøgte, hvordan søvn påvirker mekanismen, ved at bruge mus, der var genetisk disponerede for at udvikle åreforkalkning.

Søvnforstyrrede mus fik åreforkalkning

Gennem 12 uger forstyrrede forskerne en del af musene, mens de sov, ved at trække en metalstang langs museburenes bund hvert andet minut. Når stangen ramte musene, var de nødt til at kravle over for ikke at blive klemt mod siden af buret.

Resultatet var, at de dyr, der blev forstyrret, fik øget åreforkalkning med flere hvide blodceller. Samtidig faldt mængden af signalstoffet hypokretin i deres hjerner.

Fedt og hvide blodceller sætter sig på indersiden af blodårerne hos folk, der sover dårligt.

Kranspulsårens væg.

1

Ophobning af fedt og immunceller.

2
© Shutterstock

Forskerne fandt også receptorer for signalstoffet i musenes knoglemarv, hvor de hvide blodceller dannes, og de kunne dermed kortlægge en sammenhæng:

Hypokretin dæmper produktionen af hvide blodceller, og når søvnforstyrrede mus løber tør for stoffet, får hvide blodceller lov at hobe sig op i årerne.

På sigt kan opdagelsen hjælpe til at udvikle medicin, der bremser forløbet hos mennesker med kronisk søvnmangel.