Den udryddede op mod halvdelen af den europæiske befolkning og efterlod et inferno af folkevandringer, kaos og opbrud.
Pestbakterien Yersinia pesti hærgede Europa i årene mellem 1347-1353 og er kendt som en af menneskehedens allerstørste dræbere.
Og nu afslører forskerne bag en ny undersøgelse udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature, at bakterien også har sat varige aftryk på vores arvemasse, og dermed har øget udbredelsen af sygdomme, som fx leddegigt, diabetes og kronisk tarmbetændelse i dag.
Undersøgte pestkirkegårde
I den nye undersøgelse gennemtrawlede forskerne hele 516 prøver af ældgammelt dna udvundet fra knogler og tænder på personer, som døde før, under eller kort tid efter pest-udbruddene i henholdsvis London og Danmark.
Ved at analysere dna-prøver i tænder og knogler fra personer, der døde før, under eller efter den sorte død lykkedes det forskerne at udpege de gener, der havde betydning for, hvem der overlevede, og hvem der ikke gjorde.
En af forskernes teorier var, at byldepestens ubønhørlige sejrsgang gennem Europa, Asien og Afrika kunne efterlade markante ændringer i udviklingen af vores immunsystem. Og de fik tilsyneladende ret.
I de gener, der hører til immunsystemet, fandt forskerne fire genetiske variationer, der enten beskyttede mod, eller øgede modtageligheden overfor Y. pestis. Dermed dikterede ændringerne også, hvem, der overlevede pandemien, og hvem, der ikke gjorde.
Gener styrker kroppens soldater
Den mest iøjnefaldende ændring fandt de omkring et gen kaldet ERAP2, som sikrer, at immunforsvaret kan opdage og nedkæmpe infektioner.
Det sker ved hjælp af immunsystemets ædedolke, de såkaldte makrofager, der opsluger og fordøjer virus og bakterier. Herefter klipper makrofagerne bakterierne i stykker og viser dem til immunforsvaret B-celler og T-celler, så de kan sætte ind og angribe - lidt som et internt alarmsystem.
Og nu viser den nye undersøgelse, at personer med to identiske kopier af ERAP2-genet også havde 40 procent større chance for at overleve pest-pandemien, end dem, der ikke havde.
Forskerne undersøgte bl.a. pestramte knogler og tænder fra East Smithfield-kirkegården i London.
Øger risikoen for alvorlige sygdomme
Overleverne var dermed også i stand til at videreføre de særlige genetiske variationer til deres efterkommere, som stod stærkere i forhold til den bølge af pandemier, der fulgte i årerne efter.
Men hvor de særlige genetiske variationer fungerede som et forsvarsværn mod den altomsluttende plage i middelalderen, kan de præcis samme variationer i dag øge risikoen for autoimmune sygdomme, som fx leddegigt, diabetes og kronisk tarmbetændelse, hvor immunforsvaret angriber kroppens eget væv. Det skriver forskerne i undersøgelsen.
Forskningsleder Hendrik Poinar fra McMaster University i Hamilton, Canada sammenligner de to kopier af ERAP2-genet med et par sakse, der klipper bakterier og virusser i stykker.
I middelalderen var saksene altafgørende for individets overlevelse, mens de i dag, paradoksalt nok, kan have en uheldig sideeffekt for vores helbred.
"De gener, dine forfædre gav dig, fordi de overlede den sorte død, var skabt til en tid, hvor de smitsomme sygdomme var en stor og almindelig trussel. Men i dag ser de overaktive sakse dit eget væv og angriber det i stedet," siger han til MailOnline.
Kroppen bekriger sit eget væv
Der findes 80 forskellige autoimmune sygdomme, som er kendetegnet ved, at kroppens immunsystem angriber rask væv. Angrebene kan bl.a. ramme skjoldbruskkirtlen, leddene og huden.
Psoriasis er fx en autoimmun sygdom, hvor immunforsvarets hvide blodlegemer frigør stoffer, der får celler i hudens yderste lag til at vokse lynhurtigt og skabe røde plamager.
Andre autoimmune sygdomme tæller bl.a.:
- Psoriasis
- Leddegigt
- Kronisk inflammatorisk tarmsygdom
- Multipel sclerose
- Type 1-diabetes
- Hashimotos Thyreoiditis