Shutterstock

Denne ingrediens skal sikre nok B12 i vegansk kost

Naturlige organismer fra havet kan bruges til at kompensere for manglen på det vigtige vitamin B12 i plantebaseret kost.

På gader og stræder dukker der stadig flere restauranter op, der kun tilbyder vegansk mad.

Det afspejler, at flere og flere vælger at leve af en vegansk diæt, der udelukkende består af plantebaseret mad.

En plantebaseret kost kan sagtens være en sund kost, men udelader du helt eller delvist animalske fødevarer fra kosten, skal du sikre dig, at du stadig får alle de vigtige næringsstoffer.

Mange veganere har vist sig at mangle nok af vitaminet B12 i kroppen, et vigtigt næringsstof, der er involveret i produktionen af blod og nerveceller.

Nu har forskere fra Cambridge University fundet en usædvanlig løsning på problemet.

De britiske forskere har opdaget, at visse alger er bemærkelsesværdigt rige på B12-vitamin.

Og det er ret opsigtsvækkende, da B12-vitamin ellers kun kan optages gennem fødevarer, der stammer fra dyr, som for eksempel kød, fisk, mælk, ost og æg.

"Man kan ikke få B12-vitamin fra planter, men vi har nu fundet ud af, at visse alger er rige kilder til vitaminet," siger professor Alison Smith, der er undersøgelsens hovedforfatter og professor i plantebiokemi ved Cambridge University.

Når kroppen mangler B12-vitamin, øges risikoen for kvalme, træthed og svage muskler. I sidste ende kan det føre til blandt andet diabetes og forskellige hjertesygdomme.

Ifølge forskerne er alger desuden en god kilde til essentielle aminosyrer, fedtsyrer som omega-3, omega-6 og omega-7 og til vitamin A, D og E.

Der findes i øjeblikket kosttilskud, der kan give kroppen det nødvendige B12-vitamin, men sådanne tilskud er ikke populære blandt veganere af en helt særlig årsag.

"Mange veganere vil helst ikke have kosttilskud. De vil gerne have deres B12 som en naturlig del af deres kost," siger Smith.

Alger er derfor i skrivende stund det bedste bud på en naturlig kilde til at erstatte manglen på B12 i vegansk mad, og forskerne vil snart offentliggøre præcis hvilke typer alger, veganere skal tilføje til deres kost.

Alligevel håber undersøgelsens forfattere, at de største producenter af kosttilskud også vil lytte til deres banebrydende forskning.

"Vi håber da også, at vores resultater kan være en hjælp til industrien med henblik på fremstillingen af algetilskud, så vi kan begynde at tackle det alvorlige problem med B12-mangel, vi står over for," lyder budskabet fra professor Smith.