Brystkræft er den mest udbredte kræftform blandt kvinder.
Igennem de seneste 50 år er raten steget med 1-2% årligt, og for kvinder melder der sig et helt naturligt spørgsmål: Er jeg i risikogruppen? Der er mange faktorer, som kan påvirke en kvindes risiko for at udvikle brystkræft, og dem er eksperterne blevet langt dygtigere til at redegøre for.
Har størrelsen på en kvindes bryster eller mængden af brystkirtelvæv betydning for hendes risiko for at udvikle brystkræft?
”Ja, jo mere brystkirtelvæv en kvinde har i brystet, desto større er risikoen for at udvikle brystkræft. Det er dog ikke sådan, at vi siger, at kvinder med store bryster eller med meget tæt brystkirtelvæv skal have en anden behandling end andre kvinder. Men måske skulle tætheden af brystkirtelvævet indgå som en parameter i overvejelserne af, hvor tit de skal screenes for brystkræft. Altså måske burde kvinder med tæt brystkirtelvæv screenes hyppigere end dem, som ikke har tæt kirtelvæv," forklarer Cheflæge Henrik Flyger, Gentofte Hospitals afdeling for brystkirurgi.
Hvilken rolle spiller generne?
”Gener spiller en stor rolle. Der findes nogle meget sjældne gener, som øger risikoen væsentligt. Det gælder især BRCA-mutationerne. Der findes ligeledes andre lidt hyppigere gener, som sænker risikoen lidt, og der findes mange kombinationer af hyppige små mutationer, som øger risikoen. Det er svært at angive præcist, hvor meget gener spiller ind, men det er nok ikke helt forkert at sige, at omtrent 25% af alle brystkræfttilfælde har en eller anden relation til det arvemateriale, kvinden er født med”.
Har det nogen betydning, om en kvinde har født børn?
”Ja, fødsler påvirker risikoen. Jo flere graviditeter og fødsler desto lavere risiko, og det spiller også en rolle, hvor tidligt i livet en kvinde bliver gravid. Vi mener, der findes nogle stamceller i brystkirtelvævet, som påvirkes under hver menstruationscyklus. Stamcellerne kan måske udvikle sig til kræftceller på grund af den gentagne hormonstimulation. Ved graviditet og amning udvikles stamcellerne til modent brystkirtelvæv, og dermed mindskes risikoen for, at de bliver til kræftceller”.
Er behandlingsmulighederne blevet bedre?
”Væsentligt bedre. Dels er de operationer, vi foretager, markant bedre. I dag finder vi altid ud af, om kræften har spredt sig til lymfeknuderne i armhulen, og vi behandler dette i så fald. Der har også været en rivende udvikling indenfor kemoterapi, anti-hormonbehandling og det, som kaldes for biologisk behandling. Vi har fundet nye måder at angribe kræftcellerne på og mere målrettede metoder til at ramme udvalgte kræftceller med, så samlet set kan man sige, at der er sket fremskridt indenfor alle behandlingsområder”.