Shutterstock

Det fortæller din urin om dit helbred

Den klare, gullige væske, der forlader dit urinrør flere gange om dagen, er et af kroppens mest undervurderede produkter. Farven på din urin afslører nemlig langt mere om din sundhed, end du tror.

Vi producerer det alle sammen og gerne et par liter om dagen.

Urin er et uundværligt produkt, der hjælper kroppen med at skille sig af med en lang række affaldsstoffer.

Men hvad du måske ikke ved er, at farven på dit tis også er en af kroppens største sladrehanke, når det kommer til dit helbred.

Brun urin

© Shutterstock

Du har spist en ordentlig portion rabarber, hestebønner eller måske endda aloe vera.

Den brune farve kan også være en bivirkning ved forskellige typer medicin, som for eksempel afføringsmiddel eller antibiotika.

I den mere seriøse ende kan brunt tis være tegn på sygdom i lever eller nyrer.

Lilla urin

lilla urin
© Canadian Medical Association

Ja, du læste rigtigt. I sjældne tilfælde kan du blive mødt af en lilla farve i toiletkummen.

Det skyldes den meget sjældne sygdom porfyri, der på grund af en enzymdefekt hæmmer kroppens evne til at danne hæmoglobin – det stof i vores blodlegemer, der har ansvaret for at transportere ilt fra lungerne og ud i kroppens væv.

Grøn urin

Grøn urin kan skyldes indtagelse af grønkål
© Shutterstock

Grønt tis kan skyldes vitaminer eller medicin. Eller at du er gået ombord i en ordentlig portion broccoli, asparges eller grønkål.

Nogle af farvestofferne i grønne grøntsager bliver ikke absorberet i din krop og rejser i stedet ud gennem din urin.

Blå urin

© Shutterstock

Den blå farve er også en af de sjældne.

Blåt tis kan skyldes den arvelige børnesygdom hypercalcæmi, der skaber et forhøjet indhold af kalk i blodet og populært kaldes ’blå-ble-syndromet’.

Pink/rød urin

Her må advarselslamperne gerne blinke.

Rødt tis kan skyldes blod i urinen, der kan være tegn på en række alvorlige tilstande som forstørret prostata, kræft i blæren eller blyforgiftning.

Årsagen kan dog også være langt mere harmløs – du er enten startet på en ny type medicin, eller også har du guffet løs i brombær eller rødbeder.

Orange urin

© Shutterstock

Du har højst sandsynligt spist en masse gulerødder.

Frugt og grønt med et højt indhold af C-vitamin og karotin bærer ofte skylden for den orange farve.

Lægemidlet pyridium, der bruges til at behandle urinvejsinfektioner, kan dog også være synderen.

Honningfarvet urin

Du bør hurtigst muligt skænke dig selv et glas vand eller tre.

Det er nedbrydningsproduktet urobilin, der sørger for, at vores urin får sin gule farve.

Jo højere koncentration af urobilin i din urin, jo mere vand har din krop absorberet for at holde dig hydreret, og jo mørkere bliver farven på din urin.

Farveløs urin

© Shutterstock

Du har enten drukket meget vand, alkohol eller koffein.

Alkohol og koffein gør det sværere for din krop at absorbere væske, og det betyder, at du tisser mere vand ud.

Gennemsigtig gul urin

© Shutterstock

Du er velhydreret - og helt normal!

Video