Knap 328.000 danskere er blevet diagnosticeret med type 2-diabetes. Det svarer til lige under syv procent af den voksne befolkning ifølge Diabetesforeningen.
Er du i tvivl om, hvorvidt du har sygdommen, bør du ifølge forskningschefen være opmærksom på de tre t'er: træthed, tørst og tissetrang.
"Man kan være uoplagt og have hovedpine, og man kan gå med det i et stykke tid. Man bliver også mere tørstig, og derfor skal man tisse i højere grad. Det er de mest almindelige symptomer," siger Tanja Thybo.
Andre tegn kan være, at du har lettere ved at få infektioner i huden, og at dine sår har vanskeligere ved at hele.
Du kan også have været ude for et uforklarligt vægttab og opleve synsforstyrrelser.
"Man kan også få kløe omkring kønsorganerne, fordi man har mere sukker i urinen. Så der er også større risiko for svampeinfektioner," siger forskningschefen.
Og det er en god idé at være opmærksom, hvis du mistænker at have sygdommen.
"Jo hurtigere du kommer i behandling, jo hurtigere får du det bedre, og du mindsker risikoen for følgesygdomme som hjertekarsygdomme, nyresygdomme og øjensygdomme," siger Tanja Thybo.
Derudover er type 2-diabetes arvelig, risikoen stiger med alderen, og sygdommen kan skyldes overvægt.
"Arvelighed og alder kan man ikke gøre noget ved, men man kan forsøge at forebygge ved hjælp af vægttab, sund kost og motion," siger Tanja Thybo.
Har du en mistanke, skal du gå til lægen, som kan teste dit langtidsblodsukker, der fortæller, hvor dit blodsukker har ligget de seneste tre måneder, forklarer hun.