Dit badehåndklæde er en buffet af fugt og næring til de millioner af bakterier, du selv afgiver til håndklædet. Derfor anbefales det, at vi vasker vores badehåndklæde flere gange ugentligt.
Sådan lyder den klare besked fra forsker i mikrobiologi og patologi ved New York University School of Medicine, Philip Tierno til Tech Insider.
Guf for bakterier
Håndklædet har som regel helt perfekte bakterieforhold: Det tykke stof holder godt på fugt, varme og ikke mindst næring i form af døde hudceller.
Bakterierne føjer du selv til cocktailen. Hver gang, du tørrer din våde krop med frottéen, afsætter du – foruden døde hudceller – også sekreter fra hele din krop i håndklædet fra fx spyt, sår, endetarm og urinrør. Og der er naturligvis en del bakterier i disse sekreter.
Dertil kommer mulige mikrodråber fra toiletskyl, som kan sprede sig over hele badeværelset.