Er cigaretter radioaktive?
Røg fra cigaretter er giftigt. Men indeholder den også radioaktive partikler?

Cigaretrøg indeholder mere end 50 forskellige kemiske forbindelser, der er kræftfremkaldende, men røgen rummer faktisk også radioaktive partikler, som kan sætte sig fast i lungerne og forårsage kræft.
Tobaksblade er dækket af små, klistrede hår, hvorpå radioaktive stoffer fra atmosfæren kan sætte sig. Når de først sidder fast, er de svære at vaske af. Planterne optager herudover også radioaktive grundstoffer gennem rødderne.